
Drikkepakke
Når det kommer til drikkepakke, var dette et af de steder hvor vi havde en del spørgsmål som vi ikke rigtig synes vi kunne finde nogle ordentlige svar på. Helt basic prøvede vi at finde ud af: Hvad koster det? Kan det betale sig at købe drikkepakke? Hvilke drikkepakker er der og hvad skal jeg vælge?
Vi har fundet ud af at:
Den alm. drikkepakke hedder hos MSC Easy pakken. Den indeholder de mest almindelige øl, vin, drinks, cocktails, sodavand, juice, kaffe, te og chokolade. Når man sidder i en bar, kan man se på menukortet hvilke drinks der er med i pakken, og hvilke der ikke er. Denne pakke koster kr.1680,- pr person pr. uge.
Premium pakken indeholder det samme som Easy bare med mulighed for også at vælge lidt flere drinks og nogle specialkaffe. Den koster kr. 2170,-
Premium plus pakken indeholder det samme som den forrige, men nu er der tilføjet mad og drikke fra minibar og roomservice. Dette koster kr. 2870,-
De har også en alkoholfri drikkepakke, der ud over de alm. Softdrinks som vand, juice, cola osv. Indeholder en masse lækre alkoholfri drinks, milkshakes, is, Premium kaffe, te og kakao. Den koster kr. 980,-
Den alkoholfrie pakke fås også til børn. Til kr. 700,-
Det vi synes var svært at finde var bl.a. prisen på drikkevarer hvis man ikke har drikkepakke. Det er ganske enkelt umuligt at regne sig frem til, om det kan betale sig at købe drikkepakken eller ej, hvis man ikke har noget at sammenligne det med. Det står bare ikke rigtig nogen steder.
Det vi har fundet ud af er, at stort set alt hvad der er med i Easy og alkoholfripakken koster under 6 Euro pr glas altså ca. kr. 45,-. Med det i tankerne, så kan vi jo begynde at regne.
Hvis vi er ombord i 7 dage (ankomst og afrejsedag tæller vi tilsammen som 1 dag) så koster EASY pakken kr. 240,- pr. dag. Det vil sige, at drikker man mere end 5 drikke om dagen af nogen art, også vand på flaske, så kan pakken godt betale sig. Ellers kan den ikke.
De dyrere pakker vil vi lade jer I selv tage stilling til, om I mener det vil være noget for jer, for det handler mere om et ønske om dyrere drinks og mere luksus end selve mængden.
En ting er sikkert, det er fedt at have drikkepakke, også selv om man som Henriette slet ikke drikker alkohol. Det skal siges at priserne varierer alt efter hvor i verden man befinder sig. Dem vi har nævnt herover, er den pris vi skal give pr. person pr uge på MSC Seashore rundt i middelhavet oktober 2021.
OBS vær opmærksom på: Man kan ikke nøjes med, at en person i kahytten køber drikkepakke og de andre ikke gør. Alle i en kahyt skal have samme drikkepakke, undtagen børn som selvfølgelig får børnepakken. Dette er for at undgå snyd med pakkerne og derfor meget forståeligt. I vores tilfælde ret træls, for enten skal Henriette betale for en alkoholpakke som hun ikke bruger eller også skal hele kahytten have alkoholfri. Så skal Søren betale for de øl eller rødvin han måtte have lyst til.
Specielrestauranterne
Det er lidt forskelligt fra skib til skib, men på de fleste MSC skibe er der f.eks. et steakhouse, en sushirestaurant eller kinesisk restaurant, en finere fransk eller italiensk restaurant og forskellige cafeer, tapasbarer og lign.
MSC er kendt for at have Masterchef at Sea ombord og flere Michelin kokke. Måltider i specialrestauranter tilkøbes. Her kan man med fordel tjekke nogle af deres tilbud ud, hvor man kan besøge flere restauranter til en fast pris.
Vi er selv så store tilhængere af maden og stemningen i hovedrestauranten, at det kun er ganske få gange vi har brugt specialrestauranterne. Det, der taler for at prøve disse, er for at få selve spiseoplevelsen. På Grandiosa stod sushikokken midt i restauranten og jonglerede med mad og store knive. Det var et helt show i sig selv.

Fotos
Dette var også en helt ny verden for os. Fotos var ikke noget vi tænkte over eller havde spørgsmål til inden vores første cruise. Hvad vi ikke vidste var, at når man er på cruise, så er der propfyldt med professionelle fotografer alle steder. Det starter allerede når man er på vej ombord på skibet. Her er der nemlig stillet fotografer op således at alle lige kommer igennem et “Velkommen ombord” fotoshoot. Inden aftensmad, bliver der stillet op til fotoshoot rundt på alle de gode lokationer som folk kommer forbi på vej mod restauranten. For dem af os, der normalt har det bedre bag kameraet end foran, kan det godt være lidt af en overvindelse til at starte med. Men som med så meget andet, så er det lidt lettere når man er langt væk hjemmefra.
Det er ganske gratis og nemt, man viser sit cruisecard får taget billederne og så går man videre.
Næste dag bliver billederne hængt op i fotoafdelingen så kan man gå ned og se dem, og på de nye skibe kan man også se dem elektronisk.
Det er helt gratis at få taget lige så mange billeder, som man har lyst til hver eneste aften. Det er først hvis det viser sig, at der billeder, der er så gode, at man bare er nødt til at få dem med hjem, at faren opstår. For hold da op hvor er det nogle dygtige fotografer. Så er det jo, at man skal til at betale.
Man kan enten købe de printede billeder i forskellige pakker, eller købe dem alle som digital løsning. Den digitale løsning er klart den billigste. Her får man alle billeder, der er taget af alle personer i kahytten hele ugen for omkring kr. 700,-.
Udflugter
Når skibet ligger i havn kan man vælge at gå i land eller man kan vælge at blive på skibet. Det er ikke som i gamle dage på Oslobåden, hvor man nærmest blev smidt af og først måtte komme tilbage på et bestemt tidspunkt. Her er det helt op til en selv, hvad man har lyst til. Vi har flere gange valgt, at blive på skibet, hvis det f.eks. er en by vi har besøgt mange gange, eller hvis vi bare trænger til at slappe af. Så er der nemlig dejligt fredeligt på skibet når alle andre er i land.
Hvis man gerne vil i land og opleve noget, skal man gøre op med sig selv om man vil tilkøbe en af de ture rederiet udbyder eller om man vil planlægge noget selv.
Det er meget forskelligt hvilke ture man kan komme på, hvad de koster og hvor lange de er, alt efter hvor man er. Hvis man bestiller gennem selskabet, kan man både bestille hjemmefra og man kan vente til man er ombord.
Økonomisk set kan det bedst betale sig at planlægge ture selv eller f.eks. bestille hos Get Your Guide på nettet. Turene hos rederierne er dyre. Til gengæld er det dejligt nemt og så har det den fordel at når man bruger rederiets egne udflugter, så er man sikker på at komme med skibet igen. Selv om der skulle opstå problemer og man skulle blive forsinket, for så er skibet informeret og venter. Det gør det ikke hvis man er ude på egen hånd!
På nogle ture, som regel dem, der tager en hel eller halv dag, kan der være mad og drikke med. Undersøg dette på forhånd, da det ellers kan blive en lang dag, hvis det ikke er en del af det.
Har man mere lyst til bare at gå en tur i den by, hvor man har lagt til ved, skal man være opmærksom på, at det ikke er alle steder man må gå i land. Steder som Malta og Barcelona er det supernemt, og det er skønne byer at gå i. I Marseilles og på Mallorca derimod, ligger skibet i industrihavnen og her må man ikke gå. Derfor kræver det, at man bruger skibets shuttlebus. Det er nemt nok, men mega dyrt.
Internet
Som tidligere nævnt er det ikke altid vi køber internet når vi er afsted. Især i middelhavet har vi gode erfaringer med at vores mobiler har god forbindelse det meste af tiden. Undtagen hvis vi har hele dage til havs for så kommer vi for langt fra land. Her er det vigtigt, at man er opmærksom på at slå den indstilling fra så mobilen ikke automatisk tilslutter sig marinesrevice for det kan blive en dyr omgang, hvis det ikke er en del af jeres mobilabonnement, og det er det ikke i vores.
Når vi er uden for Europa køber vi internetpakke. MSC har to forskellige slags internetpakker. Fælles for de to pakker er, at man skal vælge, om vil købe dem for hele krydstogtet eller kun for en enkelt dag. Man kan også altid opgradere undervejs.
De to typer er Browse og Browse & streame. Forskellen på dem er 1) prisen og 2) hvor stærkt nettet er. Hvis man godt vil sidde og streame en fodboldkamp eller se netflix, skal man som udgangspunkt tage Browse & streame. Hvis det kun er til at tjekke de sociale medier og sende beskeder til dem derhjemme, kan det bedst betale sig at tage Browse.
Prisen for en internetpakke varierer alt efter længden på dit krydstogt og hvor man sejler. Hvis man fx sejler omkring Dubai, kan prisen for internettet være højere end i middelhavet.
Prisen for de to typer af internet er, for vores næste tur i efterårsferien 2021, for en uge med Browse kr. 418,- hvor det med Browse & streame koster kr. 628,-. denne pris gælder, hvis man kun vil have et device, fx en telefon. Man kan købe forskellige pakker, hvis man køber til flere devices samtidig får man rabat.
Spa og wellness
Aurea Spa er et helt særligt luksuswellness område, hvor der er en udpræget stemning af selvforkælelse og ro. Her er tilknyttet højt uddannet spa personale, behandlere, massører, frisører, fysioterapeuter, læger. Man har kun adgang til området hvis man bor I aurea kahyt, på Yachtklub eller har bestilt behandling. Her er ikke adgang for børn. Læs mere om Aurea-oplevelsen i afsnittet før cruiset eller i indlægget Bellissima.
Termalbadet har mange rum og områder. Her er der forskellige bade, rum med dufte, salte og forskellige temperaturer. Der er relaxroom med saltsten, saunaer og dampbade og på nogle af de nye skibe er der ovenikøbet et snerum! Der er også et udendørs område med boblebad liggestole og helt ro og fred.
Sne-rum på Seaside Afslapning i vand Aurea Spa. To temperaturer Afslapning i saltrummet