Mallorca – Sightseeing i Palma

Det er i dag torsdag den 24. og halvdelen af ugen er gået. Det er lidt mærkeligt, at vi allerede har været her så længe. Tiden er virkelig fløjet afsted, og vi er slet ikke klar til at begynde at tænke på at skulle hjem. Vi glæder os derfor ved tanken om stadig at have en masse gode dage forude. I dag skal vi ind til Palma, hvor vi skal på en Hop on Hop off bus. På den måde kan vi se byen og komme let fra det ene sted til det andet.

I dag nåede vi heldigvis at få lidt morgenmad på hotellet, hvilket er virkelig rart. Det betyder, at vi nu, allerede har mere energi end vi havde på de forrige dage. Det er dejligt. Vi er lige steget ombord på bussen, der skal køre os til Palma. Den offentlige transport på Mallorca er heldigvis rigtig god, hvis man tager de rigtige busser. Det tager ikke så lang tid, men man kan også risikere at tage en bus, hvor det tager lang tid. Man skal derfor virkelig være opmærksom. Derfor er vi altid klar ved bussen ca. et kvarter før afgang. Så er vi sikre på at komme med den rigtige bus.

Turen til Palma er gået fint. Der er rigtig mange med bussen om morgenen, så vi sætter stor pris på, at vi tog af sted, så tidligt som vi gjorde. Vi stiger af ved et stop, hvor der er en ganske kort gåtur til det sted, hvor vi skal med Hop on Hop off bussen. Den kommer om godt en halv time, så vi kan lige kigge os omkring, og se på kortet endnu engang, så vi ved hvor vi vil af.
Der er mange steder, vi godt kunne tænke os at se, men desværre er der flere af stederne, der koster noget. Vi har allerede brugt forholdsvis mange penge på de ture vi har bestilt hjemmefra, så vi vil gerne undgå at bruge penge på flere ture, men nøjes med mad og souvenirs. Vi har derfor udvalgt nøje, hvad vi vil se, ved hvert enkelt stop.

Bussen kom til lige til tiden. Vi har fået hovedtelefoner, sproget er sat til engelsk og vi har sat os til rette øverst i bussen.
Herfra er der en god udsigt og et godt overblik, og så kan vi få vind i håret og sol i ansigtet. Bussen starter og vi skal af ved andet stop. Her finder vi nemlig et område fyldt med shopping og restauranter. Vi har hjemmefra udset os dette sted, da der her findes en Disney butik. Den skal vi finde og det er egentlig dagens mål – ud over at opleve byen.

Vi har så travlt med at kigge og lytte, at vi ikke opdager, at vi er kørt forbi stop nummer 2. Vi opdager det først da vi når ned til havnen, hvor vi kigger på kortet.
Efter en kort dialog bliver vi enige om bare at fortsætte hele ruten rundt. Vi griner lidt af os selv. Men vælger at se det fra gen lyse side, på den måde kan vi få set, noget mere af Palma, og så kan vi få inspiration til hvad vi ellers gerne vil se.

Rundt i Palma ser vi en masse spændende ting. Vi kører flere gange forbi domkirken, som i sig selv er et impornerende bygningsværk. Domkirken, blev påbegyndt i 1229 af kong Jaume 1. Han satte byggeriet i gang for at fejre indtagelsen af Mallorca efter Maurenes besættelse. Byggeriet var først færdigt i 1601. Det tog altså næsten 400 år. Det synes vi er lang tid selv om kirken er ret stor og meget imponerende.
Kirken har nogle meget store glaspartier der er virkelig flotte og så ligger den helt fantastisk ved havnen, og kan ses lang vejs fra. Både fra søsiden og landsiden.
Gaudi var i en periode med i restaureringen af kirken. Han har bl.a. stået for baldakinen over alteret.

Vi kommer også forbi Ramblaen, som her i Palma, er opbygget præcis ligesom den i Barcelona, med fodgængerareal i midten, og kørebaner og fortov på begge sider. Den er 350 m. lang med træer langs vejen. Vi aftaler at hvis der bliver tid, vil vi gå den vej tilbage, så vi kommer forbi her.

Efter vi har været hele ruten igennem, starter vi forfra, denne gang opmærksomme på, at vi skal af ved andet stop. Nu har vi jo set hvor det er, så vi holder øje med omgivelserne og trykker stop i bussen. Vi går nedenunder, så vi står klar ved døren.

Da vi er steget af bussen, kan vi lidt længere fremme se vi den trappe, der fører til gågaden, hvor  Disney butikken, som vi er taget herhen for at se, skal ligge.
Derfor går vi op mod trappen. Det viser sig at være en forholdsvis lang trappe, så da vi endelig er kommet op for enden, er vi godt forpustede.

Et stykke nede af gaden, ser vi endelig den butik vi har ledt efter.
Da vi står foran butikken, viser det sig at den er lukket. Vi undrer os, for den burde være åben, det tjekkede vi allerede inden vi tog afsted, men den holder altså af en eller anden grund lukket. Der står et skilt i vinduet, hvor vi kan læse, at den nok åbner igen senere. Vi går skuffede, men dog en smule håbefulde videre. Måske er den, åben hvis vi kommer tilbage senere.
Rundt omkring er der alverdens butikker med udsalg. Vi ved ikke om det altid er sådan eller om det er årstiden vi er her på, men samtlige butikker er fyldte med gule skilte, med tilbud alle steder.

Vi har nu gået rundt en times tid, været i forskellige butikker og nydt stemningen. Vi er ved at være sultne, så vi går på jagt efter et sted at spise. Her finder vi hurtigt en åben plads, Plaza Mayor. Pladsen er meget central i Palmas shoppingkvarter, da der er butiksgader i alle retninger. Helt nede i det fjerne hjørne, ser vi en dør og et menukort.
Her finder vi ud af, at vi kan få laks, noget vi har haft lyst til i lang tid, så her beslutter vi os for at spise.
Vi går derfor ind i restauranten, Wine & Food Restaurant, finder et bord og bestiller vores mad.

Vi sidder så vi kan se på de mange mennesker, der går forbi. Vi hygger og snakker og lægger en plan for resten af dagen. Vi beslutter os for lige at se om Disney butikken skulle være åbnet nu. Bagefter vil vi bevæger vi os ned mod havnen, mens vi skal ind i de butikker, som nu engang skulle friste. Maden er lækker. Laksen god, grøntsagerne velsmagende og appelsinjuicen helt frisk. så det kan vi godt anbefale.

Mætte går vi mod Disney butikken. Den har dog stadig lukket og vi opgiver nu at komme ind.
Havnen er derfor næste step, og vi begynder at gå derned, går ud og ind og kigger butikker mens vi går. Vi kommer dog ikke længere end til Plaza Mayor, før vi holder pause igen, for her opdager vi at man kan købe milkshakes. Vi har alle dagene på vores ferie været på jagt efter milkshakes, men de er ikke til opdrive. Vi er derfor nødt til lige at skulle have en shake, inden vi går videre. Det får vi hos Cafeteria Paris. Med et bord ude på pladsen, har vi nu en ny udsigt over menneskemængden, der bliver ved med at strømme forbi. Vi kan godt lide at kigge på mennesker.

Vi har fået vores shakes, og de ser godt ud, men er i virkeligheden en smule skuffende. De smager lidt som om det er pulver, med en kugle is tilsat. Ikke helt det vi havde forventet, men isen smager godt.

Da vi er færdige, sætter vi for alvor kursen mod havnen, vi er ved at være lidt ømme i fødderne, efter at have shoppet i flere timer. Vores to pauser, med mad og drikke har været gode, men da vi igen er på benene, kan vi godt mærke, at vi de seneste dage har gået væsentligt mere end vi plejer.

Selv om vi synes vi går rimeligt direkte mod havnen, er der en del butikker vi lige er nødt til at kigge lidt nærmere på, og efter yderligere to timers shopping, på vej mod havnen, er vi endelig ved at være der. Vi står nu på Avinguda d’Antoni Maura, og kan se havnen. Vi overvejer endnu en pause, men beslutter os i stedet  for at finde en bus hjem til hotellet.

Klokken er 17.05 da vi sidder i bussen på vej hjem. Efter godt 7 timer i Palma er vi trætte. Vi kom ikke i Disney butikken som egentlig var målet, men vi fik set noget af byen og shoppet og så har vi fået købt noget tøj, så vi går ikke tomhændede hjem.

Hjemme på hotellet står den på hvile, for os og vores trætte fødder.
Vi sidder begge med fødderne oppe og med hver vores lydbog i ørerne, samt en sudoku og et glas friskpresset juice ved siden af, ahh  – Go´ ferie.

Lyst til en tur til Mallorca?




Booking.com

Skriv et svar