Første møde med øen.

Da vi i efterårsferien 2018 sejlede med MSC Orchestra, lagde vi til ved i Funchal på Madeira.
Vi havde lejet en åben sportsvogn som vi kørte rundt i og oplevede så meget af øen, det nu kunne lade sig gøre på en enkelt dag. Da dagen var omme havde vi fuldstændigt forelsket os i denne fantastiske ø og vi lovede hinanden at her måtte vi tilbage til.
Der gik ikke længe, for allerede samme jul tog vi tilbage.
Nogle dage før jul sagde vi farvel til Kathrine og Christoffer, som skulle holde jul hos deres far. Vi havde aftalt at de skulle flyve ned til os efter jul, og blive til efter nytår, og Kathrines 18 års fødselsdag.
Efter at have sagt, glædelig jul, kørte vi ind og afleverede hundene til vores skønne hundepassere, og fortsatte turen til lufthavnen.
Det regnede, vinden var iskold og temperaturen lå omkring frysepunktet. Vi var glade for, at vi var taget afsted i god tid. Vi kunne køre stille og roligt, for vi havde på fornemmelsen af at det meget vel kunne gå hen og blive glat. Der var ikke meget snak og feriestemning i bilen for sigtbarheden var virkelig dårlig, så der var fuld koncentration på selve kørslen.
Farvel til Sne i Danmark
Da vi endelig nåede sikkert frem til lufthavnen, var det med stor lettelse, at vi stod ud af bilen, og lige idet vi stod ud begyndte det at sne. Øjeblikkeligt ændrede stemningen sig. Vi grinede og fjollede. Både lettede efter køreturen, men også med en sær blanding af, at vi på den ene side synes at det er fedt at det sner, og på den side glædes ved at kunne stikke af fra sneen og kulden.
Indtjekning, boarding og selve flyveturen var ren rutine. Vi landede også uden problemer, omend opbremsningen var lidt hård, men det var vi godt forberedte på. Madeiras lufthavn anses for en af de farligste i verden. Bare det at se på landingsbanen er vildt. Den er bygget op af betonsøjler, som en stor langstrakt bro. Det er kun meget erfarne piloter, der får lov at lande her. De har ordre på, at hvis de ikke rammer indflyvningen 100% så skal de gå op igen. Vi boede på et hotel hvor vi kunne se, flyene komme ind. Og vi så i løbet af ugen flere fly, der gik op og måtte tage landingen om.

Gensyn med Madeira
Tilbage på Madeira blev vi bekræftet i vores førstehåndsindtryk. Madeira er utrolig smuk. Der er fantastisk frodigt, grønt og med et væld af blomster alle vegne. Der er en alsidighed som vi ikke har set nogen andre steder. Der er bløde dale, omkranset af vilde klipper og bjerge med vandfald og levadaer. Levadaer er vandingskanaler. De første indbyggere på Madeira gravede med håndkraft, så de kunne lede vandet fra den nedbørsrige, nordlige del af øen, og ned til den tørre, sydlige del. På den måde kunne de udnytte de varmere temperaturer i syd til opdyrkning af plantager og marker.
Inde i byerne er der veje så stejle, at fortovet ved siden af er udformet som trapper. Der er storbyer med masser af handel og trafik. Og så er der små nærmest uberørte landsbyer, hvor det føles som om tiden står stille. Alt sammen indenfor ganske kort afstand, på denne lille perle af en ø.

Mildt i vejret
Vejret på Madeira er mildt og temperaturen ligger mellem 18 og 23 grader hele året.
Befolkningen er ligetil, imødekommende og venlige og så elsker de at feste. Altså bigtime! Ikke noget med almindelige familiefester eller diskotek. Nej nej vi taler om helt store fester, hvor hele øen går sammen og stabler karneval og festivaler på benene, Der ligger nærmest en festlighed hver måned og nogle af dem varer flere uger.

Julen er en fest
Julen er bestemt ingen undtagelse. Her starter man allerede i november med at pynte op. Hvad angår mængden af julelys, så kan vi hilse og sige at Madeira går all in.
Hele december bliver der afholdt små festligheder, traditioner og begivenheder.
Den 23. dec. er den helt store dag. Her forvandles hele det centrale Funchal nærmest til ét stort julemarked.
Folk holder fri og går glade rundt og hilser og ønsker hinanden glædelig jul.
Gaderne er pyntet og der er masser af forskellige boder med mad, frugt, grønt, traditionelt håndværk, gaveideer og julepynt. Der afholdes hvert år konkurrence, byerne imellem om, at have det største og flotteste krybbespil. Det vi så var meget imponerende og fyldte nærmest et helt torv.

Fremmede smage
Når man går rundt i gaderne, er der, ud over alt det smukke at se på, også en skøn duft af blomster, julebag og noget der minder om varm frugtpunch. Mange steder byder de på små smagsprøver af både guf, kage og traditionelle retter og drikke.
Det er sjovt at prøve, men man skal være opmærksom på, at selvom meget af det er super skønt, så sker det ind imellem at man får smagt på noget, hvor man tænker puha, hvad er dog det, og så er det bare med at finde en grimasse, der kan passe, så man ikke fornærmer nogen. Vi synes selv at vi er ret gode til at holde masken og se ud som om vi kan lide det, i hvert fald længe nok til at de ikke kan se os længere. Og så er det jo heldigt at Kathrine eller Henriette som regel lige har en flaske vand i tasken, så kan man jo få skyllet munden.


Rundt om på små pladser er der kor der synger julesange, der er gøglere der underholder og de lokale danser i gaderne. Nogle af de lokale er klædt i traditionelle dragter. De er virkelig flotte og det er tydeligt at de går op i det med liv og sjæl. Vi går rundt og smiler fra øre til øre, for man kan ikke undgå at blive draget ind i den skønne stemning.
Nemt at komme i julestemning
Skulle I få lyst til at afprøve en jul på Madeira, vil vi klart anbefale at I tager til Funchal den 23.december for det er virkelig en oplevelse værd.
Skulle I, mens I er der, gå hen og blive sultne, så kan den traditionelle Carne de Vinho e Alhos, som er kød marineret med vin og hvidløg anbefales. Det samme gælder Bolo de Cago, der er fladbrød af søde kartofler, smurt med hvidløgssmør. Det lyder ikke af noget særligt, men det er simpelthen så lækkert. Og det sælges både på restauranterne og fra små boder langs gader og stræder. Se afsnittet om mad og drikke.
Det kan godt være at der er 20 grader og vi er langt væk hjemmefra, men med sådan et festivitas, kan man ikke undgå at komme i julestemning.

Vores juleaften er rolig på Madeira
Den 24. dec. derimod er helt stille og roligt. Folk sover længe og alt er lukket. Først til midnat samles folk igen til den store midnatsmesse. Vi må indrømme at vi sprang midnatsmessen over.
Vi bestilte i stedet et bord på vores yndlingsrestaurant og nød en skøn middag.
Selvom, det var mega hyggeligt og maden super skøn, så var det ikke specielt julet. I dansk forstand i hvert fald. Det var vi heldigvis forberedt på. På Madeira varer julen helt frem til hellig tre konger, i januar. Det er også først her, at børnene får deres gaver, så juledagene er mere en religiøs fejring.
Hvis vi havde haft børnene med ville vi nok have lavet vores egen lille mere traditionelle julemiddag. Men når det bare var os to, så fungerede det helt fint med et restaurantbesøg.
Den 25. december brugte vi på afslapning, og på at finde et godt sted at holde nytår, og samtidig fejre Kathrines 18 års fødselsdag.
Vi havde hjemmefra læst, at Madeira er berømte for at have et af verdens største og flotteste nytårsfyrværkerier. Så målet var at finde en restaurant, der både havde en lækker nytårsmenu, og med mulighed for at se det store fyrværkeri show.
Hvordan det gik, kan I læse om i indlægget. Nytår på Madeira (som vi udgiver til nytår)
