Jul i Spanien

Julen 2019 blev holdt i Spanien.
Året inden havde Henriette og Søren holdt jul på Madeira, mens Kathrine og Christoffer havde holdt jul med deres far, hvorefter de rejste til Madeira og holdt ferie henover nytåret. Det var en skøn ferie og alle var enige om at det var dejligt at få noget lys og varme midt i vintermørket. Specielt for Kathrine var der dog et „men‟ for hun savnede hundene.


Da vi nåede til at snakke om hvor vi gerne ville holde denne jul var Kathrines svar at hun var ligeglad med hvor vi var, bare hundene også var der. Vi havde først talt om at vi bare ville blive hjemme, men som tiden gik, begynde udlængslen at trænge sig mere og mere på, og vi begyndte at kigge efter alternativer. Opgaven var altså at finde en destination, hvor der var en rimelig chance for godt vejr, så Henriette kunne få tanket noget D-vitamin, og hvor det samtidig var muligt at have hundene med. 

Jeg kører bare lige til Spanien

Løsningen blev lidt kringlet. Vi lejede et hus i Benitachell, som ligger mellem Alicante og Valencia på den spanske østkyst, Costa Blanca. Huset fandt vi hos Home Away, som i dag hedder Vrbo, og så gik planlægningen ellers i gang.
Vi nåede frem til en plan hvor Søren skulle køre derned med hunde og bagage, mens resten af familien skulle flyve til Alicante. Der blev bygget en dobbeltbund i bagagerummet i vores privatbil. Nederst kunne vi have kufferter med vores tøj, kasser med madvarer til julen, samt ting til hundene. Ovenpå dobbeltbunden blev lagt et tæppe, og der blev installeret hundegitter.
Søren havde i al hemmelighed købt et juletræ, der lige præcis kunne gemmes under bagsædet i bilen, når det var stramt indpakket i net. Det skulle være en overraskelse til resten af familien når de kom til Spanien. På bagsædet blev der pakket med gaver. 

Turen blev nøje udregnet og planlagt således at Søren skulle køre fra Danmark d. 18/12 og bruge 2½ dag til køreturen. Han og hundene havde en overnatning i Thionville, Frankrig, lige syd for Luxembourg, og endnu en overnatning i Girona, nord for Barcelona.
Der blev købt flybilletter til Henriette, Kathrine og Christoffer med afgang fra København d, 20/12.
Da vi nærmede os viste det sig, at det blev nødvendig, at ombooke Kathrines billet fra eftermiddag til aften, da der blev lavet om på deres tider til terminsprøver. Hun havde dermed en prøve sent fredag lige inden jul, og derfor kunne hun ikke nå den tidlige flyver. 

Planen holder

Køreturen i bil gik fuldstændig som planlagt. Daglige etaper på 800-1000 km. indlagte pauser ca. hver anden time, og en længere pause til frokost. Hundene klarede det fuldkommen fantastisk. De fik drikke- og tissepause, når vi holdt, og havde tørfoder til rådighed i bilen. 

Tidsplanen holdt 100% og fredag eftermiddag kunne Søren og hundene samle Henriette og Christoffer op i Alicantes lufthavn, hvorefter der var en times køretur til huset i Benitachell.

Jul i Spanien. 3400 km sydpå

Her var ca. 20 grader og solskin. Huset og haven var helt perfekt for hunde og mennesker. Vi pakkede ud, kørte på indkøb, og spiste aftensmad. Ud på aftenen kørte vi igen til lufthavnen i Alicante og hentede Kathrine, og ca. klokken 1.00 om natten gik vi til ro. 

Klargøring før jul

Dagene frem til jul gik med ren julehygge, pynt, julemusik og forberedelse til juleaften.
Det medbragte træ blev pyntet, og der blev hængt strømper op på kaminen. Vi havde hjemmefra undersøgt, at det var muligt at købe and, og det var det selvfølgelig. Vi købte to. en helt almindelig, som vi kunne tilberede på dansk maner, og en der var særlig julekrydret efter spansk opskrift.
Søren havde som sædvanlig læst om lokale specialiteter, som vi skulle prøve. Denne gang var det Serrano-skinken, som netop produceres i området omkring Valencia. Skinken er lufttørret, og fås i forskellige varianter, med forskellig smag. Vi købte også forskellige friske frugter og brød. En hel ananas kostede en euro, og den og Kaki-frugten smagte fantastisk sammen med skinken. Se i øvrigt afsnittet om mad og drikke.

Disney via Messenger

Juleaftens dag hyggede vi med spil, pyntede op, dækkede julebord, og hjalp hinanden med at gøre klar til den store julemiddag. Disneys juleshow blev hentet via en messenger-samtale med Henriettes mor. Det var mega hyggeligt at se det sammen med familien hjemme i Danmark. Samtidig var det også sjovt og en lidt vild oplevelse at sidde i en udestue i et feriehus i Spanien i 20 grader og strålende solskin, mens man på messenger-forbindelsen kunne se, hvordan der blev mørkt i stuen hjemme hos Henriettes mor i Danmark.
Da vi var klar til at spise var det stadig lyst, og solen skinnede udenfor. 

Jul i Spanien. Disneys juleshow

Vi havde været lidt spændte på, om vi kunne finde den rigtige julestemning. Det viste sig absolut ikke at være et problem, faktisk tvært imod. Der var ikke noget andet vi skulle tænke på end bare at nyde tiden sammen og i fællesskab lave jule forberedelser, se Disney, julepynte, og duften af juletræ og dansk julemiddag var heller ikke til at tage fejl af.


Selskabet er den vigtigste ingrediens i god julestemning

Vi havde den mest fantastiske juleaften. Alting var lige som man kunne ønske sig og middagen var helt fantastisk. Det at vi havde valgt at lave hele den klassiske julemiddag og samtidig prøve at lave den spanske udgave, var en skøn oplevelse. Det betød at vi ikke savnede vores egne traditioner, men samtidig fik muligheden for at smage en, noget anderledes andesteg. Vi er ikke sikre på præcis hvad den var marineret i, men vi er ret sikre på at der var appelsin, rosmarin, chili ingefær og nok lidt hvidløg i. Vi var ret enige om at det smagte skønt, men for os var smagen jo ikke speciel julet. Til selve juleaften ville vi foretrække vores egen and.


Vi dansede om juletræ, sang julesange og pakkede gaver ud på præcis samme måde som hjemme.
Vi har siden mange gange talt om, at dette er en af de bedste juleaftener vi har haft.

Vi var efterfølgende ret enige om, at det ikke er stedet, klimaet, antallet af gaver eller de fysiske rammer, der skaber en god juleaften. For os handler det om et grundlæggende ønske om gerne at ville glæde hinanden. Det handler om fællesskab, og om tid og ro til, at være sammen.
Vi har gjort op med noget af at alt det, der i julens navn forventes at „man‟ skal, for vi synes at juletraditioner skal være til glæde, i stedet for stress og krav. Det er en svær proces, men det kan klart anbefales.

Turist på Costa Blanca

I dagene efter jul udforskede vi området omkring Benitachell. Bl.a. var vi i Benidorm, feriebyen lidt længere nede ad kysten i retning mod Alicante. Her shoppede vi lidt, og gik ud og spiste tapas. Køreturen langs kysten er utrolig smuk. Man passerer bl.a. Calp, hvor den kæmpe store klippeblok ligger lige ud i vandet. 

Vi besøgte også kystbyerne Dénia, Xábia og Moraira. Smukke, hyggelige byer ved Costa Blanca.
Christoffer og Søren besøgte vandfaldene Font de l´Algar. Vi er helt vilde med vandfald i vores familie.


Hele familien besøgte den lyserøde sø Salinas Torrevieja. Det er specielle alger, der farver vandet lyserødt. Søen er tit besøgt af Flamingoer, som får deres farve fra de krebsdyr de spiser i søen. Den dag vi var der var søen dog mere grumset end lyserød, så vi er nok nødt til at tage derned igen og se den en dag hvor den står helt skarpt.

Jul i Spanien. Torrevieja

Inden nytår fløj Kathrine og Christoffer hjem, så de kunne starte skole efter nytår. Henriette og Søren kørte hjem d. 3. og 4. januar, med kun en overnatning undervejs.

Jul i det sydlige Spanien kan på det varmeste anbefales.
Vi kunne bestemt finde på at gøre det igen. 

Glædelig jul og godt nytår til Jer alle.

Skriv et svar