Læs blogindlægget om vores cruise med MSC Bellisima her.
It´s cruise day!
Endelig, endelig, endelig. Vi flyver altid ned til den by vi skal sejle fra senest dagen før. Det giver ro, at man ikke skal bekymre sig om, om man nu også kan nå skibet hvis flyet er forsinket eller der er bøvl med bagagen eller lejebil eller hvad det kunne være. Så når vi vågner på afrejsedagen, så er vi ikke ret langt fra skibet. Vi forsøger at sove så længe som muligt, men da vi er udprægede A-mennesker og når man samtidig glæder sig, og er fyldt med spænding ligesom et barn juleaftens morgen, ja så ender det alligevel altid med, at vi er tidligt oppe. Fordelen er, at det giver god tid til at spise morgenmad og pakke sammen. Et rigtig godt tip er at sørge for at have behageligt fodtøj på. Man går utroligt meget på et cruiseskib
Ankomst til Cruiseterminalen
Der står på jeres papirer hvornår I kan tjekke ind på cruise day. Vi synes, at det er en fordel at tjekke ind så tidligt som muligt, så man får mest muligt tid ombord. Der står også et seneste tjek ind tidspunkt- Vær opmærksom på, at det skal tages seriøst, (det samme gælder når I kommer tilbage fra tur). Er du der ikke til tiden, så er det bare ærgerligt, for så sejler skibet uden dig. Så langt så godt.
Det næste spørgsmål, der melder sig er: Hvordan kommer vi ned til skibet? Havnene er forskellige, nogle steder kan man gå lige hen til cruiseterminalen og andre steder er det forbudt at gå. Nogle havne ligger ret langt fra byen, så man er nødt til at køre, men man får ikke adgang i en privatbil. Det er en stor fordel at kigge på et kort, og så vidt muligt undersøge disse regler, inden man tager hjemmefra, så man har en idé om, hvad det er man kommer til. Generelt har taxaer og shuttlebusser adgang til havneområdet, og det er derfor en mulighed.

Når man er ankommet til terminalen, skal man starte med at aflevere sin kuffert, så de kan blive bragt op til Jeres kahyt. Sørg for at beholde en lille taske, hvor I har Jeres vigtige ting og papirer. Det er her de hjemmeprintede kuffertlabels kommer ind. Det er vigtigt, at de sidder godt fast og at kahytsnummeret er tydeligt. Det er nemlig virkelig træls at skulle spilde tiden på at stå i kø i lastrummet for at hente en kuffert, hvor mærket er faldet af.
Første gang man afleverer sin kuffert kan det godt være ret forvirrende og man kan godt blive i tvivl om man nu har gjort det rigtigt. Kufferterne skal mange steder sydpå afleveres udenfor, og helt ærligt, så kan det godt virke virkelig mærkeligt at efterlade sin kuffert i et metalbur på fortovet, som man gør i nogle havne. Men bare rolig, selvom det måske ikke altid ser sådan ud, så har de helt styr på det.
Security
Når man har afleveret sin bagage, går man de fleste steder ind i Cruise Terminalen. Her får man et nummer, og skal vente på at blive kaldt gennem security. Det foregår ligesom i lufthavnen. Håndbagagen bliver gennemfotograferet, og selv går man igennem scanneren. Herefter går turen videre til…

Check in
Man afleverer sine papirer, og bliver tjekket ind, hvorefter man får udleveret sit cruisekort og armbånd. Nu er man klar til at gå ombord. Normalt er der lidt kriller i maven, når man går hen af kajen, eller broen fra terminalbygningen til skibet. Her bliver man ofte stoppet for at blive fotograferet. Et ”Velkommen ombord billede”.
Cruisekort
Cruisekortet er et lille plastikkort på størrelse med et kreditkort. Dette plastikkort er din identifikation, din nøgle til kahytten og bruges desuden også som eneste betalingsmiddel om bord. Vi anbefaler, at du som noget af det første, når du kommer ombord, går over til en af aktiveringsstanderne og får aktiveret dit kort. Man bestemmer selv, om man vil sætte penge ind på kortet eller blot tilknytte et kreditkort. Det tager kun et øjeblik.
Langt det meste af tiden kan du nøjes med at bruge dit armbånd, der også virker både som kreditkort og nøgle. Men det er vigtigt at have selve kortet på dig, når du går fra borde. Hvis du ønsker at komme tilbage ombord efter at have besøgt en by, skal man scanne sit cruisekort og igennem security. Her kan personalet se, hvem der er kommet tilbage, og hvem man eventuelt mangler. Alle tasker og dig selv bliver også scannet hver gang man går ombord, for at garantere et højt sikkerhedsniveau.

Mandatory emergency exercise.
Et andet tidspunkt, hvor det er vigtigt at have sit kort på sig er under den obligatoriske sikkerhedsøvelse. Denne foretages for alle gæster på cruise day, altså den første dag de er ombord. Her scannes dit kort også, så de kan se om du har deltaget. Og bare som bonus info, fra nogen som ikke tog det så seriøst på deres første cruise. De mener det når de siger Mandatory (obligatorisk)- det betyder du SKAL deltage. Og bliver ens kort ikke scannet får man et fint lille brev i kahytten om, at det er blevet registreret, at man er udeblevet og at man SKAL deltage dagen efter. (røde ører)
Kahytten
Det er altid lidt spændende at komme op og se kahytten på cruise day, så hvis den er klar, er det det første vi gør. Det at indtage kahytten er på en eller anden måde en vigtig del for os. Det er nærmest blevet rituelt, at Christoffer kaster sig op i sengen og Kathrine styrer direkte mod balkonen. Vi bruger lidt tid til at kigge kahytten igennem og nyde udsigten. Kufferterne bliver bragt op i løbet af cruise day og det passer os fint. Vi pakker under alle omstændigheder først ud senere, for det passer næsten altid med, at det er over frokosttid og vi er ved at være godt sultne.
Buffetrestauranten
Herefter går vi op i buffetrestauranten. Hvis kahytten ikke var klar endnu, ville vi være gået direkte i buffeten, rækkefølgen er lidt forskellig.
Buffetrestauranten er altid placeret i bagenden af skibet og øverst. Seaside klassen har buffet både øverst og på dæk 8, buffeten her er gigantisk. Den følger bagenden af skibet hele vejen rundt som en hestesko og der er masser af borde at sidde ved, som regel både ude og inde. Der er åben 20 timer i døgnet, så uanset hvornår man er sulten, så er der altid noget at komme efter. Hvis man spiser morgenmad kl. 10.00 og frokost kl. 14.00 så er der som regel rigtig mange mennesker, men ellers er det normalt ikke så galt.
Vi har aldrig rigtig forstået det, men det er som om alle folk klumper sammen ved starten af buffeten. Her er alle borde optaget mens der er masser af plads, og nogle gange nærmest tomt nede i bagenden af skibet. Vi starter derfor altid med at gå ned i enden og finde et bord inden vi går til buffeten. Det har også den fordel, at man på vejen lige kan kigge, hvad der er af lækkerier. Det er nemlig en fuldstændig umulighed at smage på det hele når det er så stort, så det er jo meget rart at vide lidt om, hvad der er at vælge imellem.
MSC er som sagt Italiensk og den første pizza blev lavet i Napoli. MSC har rettigheden til at fremstille pizza efter den originale opskrift, så dette laves nærmest døgnet rundt og er også en del af Buffetområdet. Det samme gælder Mozzarella og ægte italiensk is.
Har man ikke lyst til at spise i buffetrestauranten er det faktisk muligt at få maden serveret i hovedrestauranten både til morgenmad og frokost. Her skal man blot være opmærksom på, hvornår der er åbent. Det er også med i prisen.

På opdagelse
Efter maden går vi på opdagelse. Det er noget af det bedste vi ved på cruise day. Undervejs har vi to planlagte stops. De ligger begge helt nede på dæk 5.
Den ene er hovedrestauranten. Det er her man som udgangspunkt spiser aftensmad. Dette er en finere restaurant, den er elegant indrettet og servicen i top. Hver aften er det et nyt tema og til hvert tema er der forskellige menuer samt anbefaling til påklædning. Dette kan man læse om i Daily Program, som leveres til kahytten hver aften. Vi er vilde med konceptet og sætter pris på, at folk gør noget ud af at klæde sig på til lejligheden. Maden er super lækker og veltillavet og stemningen skøn.
Man kan på sit cruisekort se hvilket bordnummer man skal sidde ved og hvad tid man skal spise. Der er to seatings på en aften, tidlig og sen. Det betyder, at man enten spiser ved 18-19.00 tiden og så går i teateret eller til anden underholdning bagefter. Eller man starter med underholdning og så spiser kl. 21.00.
Man har samme bord og samme tjenere hver aften. Det er supergodt, men det betyder også, at det er væsentligt, om man er placeret et sted man synes om. Vi vil helst sidde ude ved kanten af restauranten og gerne ved et vindue og helst lidt for os selv. Andre nyder at sidde lige midt i det hele eller ved et fællesbord sammen med andre. Hvis man allerede på dette tidspunkt finder sit bord og ser om det er som man ønsker, har man muligheden for at få det ændret hvis det ikke lige passer.
Har man ikke lyst til at spise i hovedrestauranten, står det selvfølgelig én frit for at gå i buffeten (det gør mange børnefamilier) eller at vælge at prøve en af specialrestauranterne.

Det andet stop vi altid laver på cruise day, er Teateret. Det ligger også på dæk 5, men i den anden ende af skibet. Det er et teater i fuld størrelse og der opføres forskellige shows hver aften. Det er gratis, men man skal bestille plads, så det er en god ide at kigge på standeren. Her kan man se hvilke shows man på forhånd ved, at man kunne tænke sig at se i løbet af ugen, og så bestille allerede nu.
Hvis man ikke kan komme alligevel, fordi man finder noget andet man hellere vil den aften, er der ingen skade i det. Din bestilling er en reservation, og hvis man ikke er kommet inden for 15 min før showstart, har alle, der ikke har bestilt billet, mulighed for at komme ind og fylde resten af salen. Man kan derfor også komme ind spontant og behøver ikke bestille billet. Det er dog en fordel at bestille billet, da der nogen gange kan være stor efterspørgsel ved nogle shows.
Internet, MSC for Me og Zoe
Hvis man har bestilt internet, kan det være en god idé at få hjælp til opsætning allerede fra starten af. Vi har i hvert fald oplevet, at det godt kan drille. Hvis vi sejler i middelhavet, er det ikke altid, at vi køber internet, da vores almindelige mobilabonnement dækker hele Europa, så det er kun de dage, hvor vi er til havs, at det kan blive nødvendigt. Sejler vi i Caribien bestiller vi altid internet.
På de nye skibe er der masser af lir og elektronik. Man kan med fordel hente appen MSC for Me (dog kun gældende for Meraviglia og Seasideklassen). Her har du informationer om dit cruise, ruten, skibet osv. Samtidig kan den bruges til at sende beskeder til dine medrejsende, hvilket er praktisk hvis man ikke vil betale for internet. På Bellissima og Grandiosa er der MSC Zoe. Det er en virtuel assistent i kahytten. Man kan f.eks spørge, hvad der er på menuen eller hvilke udflugter man kan komme på i næste havn. Så svarer Zoe.
Afsejling.
Vi vil anbefale, at I går en tur op på dækket når skibet sejler ud på cruise day. Der spilles afsejlingsmusik og så er der en helt særlig stemning af glæde og forventning, der fylder hele skibet. Det er nok et levn fra gamle dage, men vi oplever stadig, at der står mange mennesker ved kajen og vinker farvel til skibet. Det er en ret speciel følelse og vi synes, at det er hyggeligt at se udsejlingen. Vi siger farvel til byen man sejler ud fra og goddag til nye eventyr.
