Dag 3:
Det er morgen, men da vi først skal afsted kl. 10.00, nyder jeg at kunne ligger lidt i sengen, mens tankerne kører omkring hvilke oplevelser vi får i dag. Jeg er meget spændt. I dag skal vi på en af de ture som jeg har glædet mig mest til. Vi skal op og se vulkanen Geldingadalur som gik i udbrud i marts 2021.
Morgenmaden, er igen ikke værd at prale af, men efter en dag som den i går, med masser af indtryk, er madens kvalitet ikke det man tænker på. Vi er bare glade for at få lidt mad, inden vi skal afsted.
Jeg bruger den 1,5 times lange bustur på, at skrive om dagen før, hvor der var så mange indtryk. Mine beskrivelser sender jeg til familien derhjemme, så de kan følge med på min rejse. Derefter bruger jeg tiden i bussen, på at nyde landskabet, og reflektere over de oplevelser, der har været indtil nu.
Bussen holder ind på en parkeringsplads og folk går ud af bussen.
Her forventningsafstemmes der om hvad vi tror der skal ske. Vi kigger os lidt undrende omkring. Når vi står her på parkeringspladsen er der nemlig ikke nogen lava, ingen vulkan eller bare noget røg at se. Det er faktisk sådan, at vi tror vi er kørt forkert, for der er jo intet, der tyder på, at vi er i nærheden af en vulkan.
Lidt længere er der et bjerg-lignende område som vores lærere siger, at vi skal bestige.
Gruppen begynder at traske afsted. Efter den første lille bakke ser vi det så. Røgen, der stiger op af krateret, svovlen, der farver toppen af vulkanen gul og ikke mindst lava fra jordens indre, der flyder tykt ned af bjergsiden som en flod. Stemningen stiger og der kommer liv i gruppen. De fleste går op for at danne sig et overblik af området.
Vi når toppen af bjerget og kigger ned i en dal af størknet lava, som er det eneste mellem os, og en sø af lava, der bliver mere og mere fyldt op. Der kommer så meget lava, at der er ikke plads til det, og det flyder nu nedad bjerget. Det er et helt vildt syn.
Som på kommando kigger ALLE pludselig på deres telefoner. Det islandske politi har nemlig skrevet til os, og mit hjerte slår med det samme hurtigere. Det viser sig, at vi har modtaget en advarselsbesked, der omhandler unormalt meget vulkansk aktivitet, på et givent område. I vores besked står der også, at man ikke må gå op på visse steder af vulkanen, men at man skal holde sig på afstand.
Langsomt går det op for os, at det er den vulkan, som vi står og kigger på!
Det er så vildt, det bobler inden i mig af begejstring. Jeg kigger rundt og forventer at se skræmte ansigter, men i stedet ser jeg masser af store smil, der lyser af spænding og forventning. Ligesom mig selv. Det betyder også, at vi selvfølgelig gerne vil endnu tættere på, vi vil have det hele med. Det her er en once in a lifetime mulighed og vi føler os så heldige.
Vi går helt ned og går langs med det størknede lava, helt hen til det sted, hvor det ikke er størknet lige så meget, så vi kan se lavaen bevæge sig neden under. Vi skal holde os strengt til de afmærkede stier og må ikke gå på det størknede lava. Vi kan mærke varmen og her lugter kraftigt af svovl og røg.
Man kan blive helt opslugt, af at stå og kigge på lava masserne, der æder sig gennem landskabet. Nogle steder er det tydeligt rødt, andre steder mere brunligt eller helt sort. Det er voldsomme naturkræfter, der er på spil. Tanken om hvor destruktiv og potentiel dødelig et vulkanudbrud kan være, gør det både fascinerende og spændende og hvis ikke vi følte os på sikker grund, ville det helt sikkert også være temmelig skræmmende. Bevægelserne får det hele til at virke nærmest levende.
Efter alt for kort tid, kan vi se nogle folk med gasmasker nærme sig. De ser alvorlige ud og kommer direkte imod os. Vi bliver lidt bekymrede. Da de når hen til os, får vi af vide, at vi skal evakueres, fra det sted hvor vi står, da der er alt for mange vulkanske gasser, grundet den voldsomme vulkanske aktivitet og de unormale geologiske forhold.
Vi når lige at tænke, åh bare vi nu ikke bliver sendt tilbage til hotellet, men det gør vi heldigvis ikke. Vi skal blot følge med, til et mere sikkert sted. Vi bliver glade og lettede, for vi vil gerne opleve mere.
Stedet vi bliver ført hen til er helt fint. Her er stadig masser af aktivitet at se og vi får mulighed for at tage en masse gode billeder. Jeg er dog helt opslugt og glemmer ind imellem at tage billeder, mens vi bevæger os rundt i området. Jeg suger indtryk til mig og er lykkelig over at få lov til at opleve det.
Efter at have gået rundt i området i 4 timer, selvfølgelig med lava og gasser i fokus, samles vi og gør klar til at køre videre. Jeg kunne personligt godt have brugt mere tid, men vi har set de områder vi kan komme til i den nuværende situation. GetYourGuide har ture på vulkanen.
Nogle af de andre elever i klassen, har hjemmefra bestilt en tur til “blue lagoon”, og bliver sat af på vejen. Link til deres tur hos GetYourGuide . Resten af os får lov til enten at gå lidt rundt i Reykjavik eller tage tilbage til hotellet. Jeg følges med et par stykker rundt i byen, og vi finder et lille sted, hvor vi spiser noget aftensmad, inden vi tager tilbage til hotellet, for at slappe lidt af med lidt kortspil og hygge.
Resten af klassen er kommet tilbage, og jeg fortryder nu helt vildt, at jeg ikke havde bestilt billet til “blue lagoon”. Det lyder som om de har haft en mega fed tur. Jeg skriver mig bag øret, at den må på listen over steder jeg gerne vil se.
Jeg bruger aftenen på at slappe af, og gå en tur, for at opleve lidt mere af Reykjavik. Efter dette går jeg omkuld og sover godt til næste morgen.
Dag 4:
Dagen starter som de andre, med hotellets morgenmad, som ikke har ændret sig overhovedet. Dog sker der noget nyt, da vi ikke bliver hentet af bussen. VI SKAL GÅ! Dette var folk ikke klar på. Vi skulle gå fra hotellet kl. 08.00, men der var nogle fra min klasse, der kom lidt sent ud af døren, så de måtte indhente os. Vores lærere havde booket turen til kl. 09.00, så der er heldigvis intet stress, især da gåturen kun tager 35 minutter.
Vi ankommer og går ombord på båden, som skal sejle os på hvalsafari. Båden er ikke særlig stor, men alligevel er vi nok omkring 50 mennesker ombord. Da alle er kommet ombord, begynder vi at sejle ud. Vi er ikke kommet ret langt ud, før en fra Crewet siger, at vi kan risikere, at der er store bølger, og hvis man er typen, der bliver søsyg, burde man tage en forebyggende pille. Jeg har sejlet mange gange før og bliver sjældent søsyg så jeg tager ikke en pille, men det er mit indtryk, at der er nogle af de andre der burde have taget imod.
Da vi er kommet lidt længere ud møder vi den første delfin, og den har taget sin kalv med. Den er mega sød og vi er allerede begejstrede. Det viser sig efter kort tid at disse to hører til en flok af de hvidnæsede delfiner, som kort efter dukkede op. Delfinerne begynder at springe og lege langs båden. Vi skynder os at tage en masse billeder, men det er svært, med alt den bevægelse. Kalvene holder sig til at starte med lidt på afstand, men efterhånden bliver de mere modige og kommer over og leger med de andre. Vi står alle med kæmpe smil og nyder synet.
Herefter går der et stykke tid, hvor vi ikke ser noget. Båden gynger en del og folk begynder at blive dårlige og nogle kaster op. Det er lidt ærgerligt, men forhåbentlig får de det bedre senere på turen. Kort efter bliver der sagt i højttalerne, at der er blevet spottet sprøjt fra pukkelhval. Det får liv i folk. Da vi kommer tættere på slår pukkelhvalen med halen af os og dykker. Vi står med kameraet klar og venter i spænding på at den skal komme til overfladen igen.
Der går lidt tid så ser vi den og lidt efter finder vi ud af, at der er 2, fordi der er 2 haler. Vores guider fortæller at disse to hvaler ofte bliver spottet. De er jævnaldrende og bor sammen. De er kendte for at de søger helt hen til turbådene. Jeg sidder og krydser fingre for at de også gør det denne gang. Vi er heldige, to sekunder senere dukker de op lige ved siden af båden, ganske få meter fra det sted, hvor jeg sidder, og begynder at vinke til os med deres finner. De er kæmpestore.
Vi griner over hele hovedet, mens vi knipser løs med vores mobiler og kameraer. Der er ingen tvivl om at de er klar over, at det er dem vi kigger på. Det slår hårdt med halen ned i vandet og fanger vores opmærksomhed. De svømmer på siden med den ene finne oppe som om de vinker, og bagefter plasker de med den anden finne, mens de svømmer frem og tilbage i ca 20 minutter. Det er så fedt, vi er helt opslugte. Link til turen hos GetYourGuide.
Efter et forrygende hval “show” vender vi snuden hjemad. Der sker ikke så meget på turen hjem. Der er stadig nogle stykker, som har det dårligt, så vi fokuserer på at passe lidt på dem.
Da vi kommer i havn, skal vi selv stå for frokost og jeg tager med 4 elever og en lærer ud at spise frokost. Efter frokost skal vi mødes igen, denne gang på “Perlan”, som er et museum for nordlys, gletschere og isgrotter.
Pludselig opdager vi at tiden er løbet fra os, og at vi har været lidt for længe om at spise. Nu er gode råd dyre, hvad skal vi gøre? Heldigvis er vi sammen med den lærer som har billetterne, så vi risikerer ikke, at vi ikke kommer med. Men vi risikerer at alle de andre kommer til at vente på os. Jeg og to andre venner får billetterne og besked på at skynde os hen til resten af klassen.
Så vi finder 3 elektriske løbehjul, af den type man kan leje overalt i Reykjavik. Vi suser gennem byen med 35 km i timen, og på den måde når vi frem, lige på slaget og kan give billetterne til vores anden lærer. Vi får besked på bare at gå ind, mens vores anden lærer sørger for, at den lærer og de sidste elever vi spiste med, stadig kan komme ind. Link til museet her.
Vores billetter gælder tilsyneladende ikke til hele museet, og vi skal derfor holde os til de 2 øverste etager. Da de sidste er ankommet, får vores lærere styr på tingene, og vi får adgang til hele området med undtagelse af ziplinen, der er oppe på taget. Det betyder, at vi kan bevæge os hen til den menneskeskabte isgrotte, der har temperaturer på -10*C. Den er rimelig lang og størstedelen af tiden kan man stå helt oprejst. Jeg er 178 cm, så en 2 m høj mand, kan ikke stå der, men der er plads til de fleste.
Da vi er færdige i grotten bevæger vi os rundt på museet igen. Efter at vi har set det hele, og vi skal til at gå, kigger vi ud og opdager, at det står ned i stænger. Vi er heldigvis blevet islændinge nok til at vide, at vi ikke kommer tilbage til hotellet uden et skybrud anyway, så vi begynder at bare at gå. På nuværende tidspunkt er vi en gruppe på 8 elever. Vi har fået fri efter planetariet, og vi har derfor selv kunnet vælge hvad vi vil have resten af dagen til at gå med. Klokken er allerede mange, så vi bliver derhjemme og spiller, mens jeg spiser den frokost jeg pakkede og aldrig fik spist, til aftensmad.
Jeg pakker de fleste af mine ting, inden jeg går i seng på turens sidste nat, inden vi igen vender hjem mod Danmark.
Dag 5:
Dagen er kommet til vores hjemtur. Selvom der er stadig er masser af ting jeg godt vil se og opleve, bliver det alligevel dejligt at komme hjem til mors gode mad. Jeg ligger lige 5 minutter inden jeg tager mig sammen til at stå op. Det er sidste dag vi spiser morgenmad på hotellet, og på trods af, at den ikke har ændret sig overhovedet, er det stadig lidt mærkeligt, at skulle sige farvel til vores faste måltid.
Efter morgenmad tager jeg og et par venner ind til Reykjavik bymidte, hvor vi skal på souvenir shopping. Ligesom min familie altid har en lille ting med hjem til mig, vil jeg også købe en lille ting til dem – og selvfølgelig også til mig selv. Midt på vores tur, får jeg dog en besked fra ham jeg har delt værelse med i løbet af ugen. Hotellet har nemlig lavet en fejl, og vi derfor smidt ud af vores værelser en time før tid. Heldigvis har jeg pakket, så han tager bare mine ting for mig. Jeg er utrolig heldig, at han tænker på mig også, så mine ting ikke bare var blevet efterladt. Det betyder også, at vi skynder os hjem og vores shoppetur er derfor forbi. Da vi kommer tilbage til hotellet har vores lærere fået styr på tingene
Vi kører i bus til lufthavnen, og stemning er lidt trist. Der er ingen der ville hjem. Flere blev vækket, da vi skulle forlade vores værelser, nogle havde ikke pakket og andre, som mig selv, var slet ikke på hotellet. Den stille og rolige morgen, vi havde forberedt os selv på, blev lige pludselig meget hektisk. Snakken går derfor på, hvad der mon bliver det næste, der går mod os.
Heldigvis går alt som det skal, inde i lufthavnen, og for første gang bliver jeg ikke taget ud til stikprøve i security. Det virker som om vores held er ved at vende. Vi bliver alle utrolig glade, for deres taxfree shop virker som om den er i top. Nogle går derfor amok og køber lidt for meget, og ikke alle kan bære de købte slik og snacks selv.
Det er næsten som om, hele klassen har glemt alt om den hektiske morgen, for humøret er på sit højeste. Alle er glade, smiler og snakker lystigt med hinanden. Da vi har god tid, inden vi skal flyve, går vi på jagt efter noget frokost. Jeg sætter mig sammen med nogle andre, og vi bestiller lidt at spise. Der går dog ikke længe før vi fortryder vores valg, for det er nok det dårligste mad, vi har fået på denne tur. Her er vi er meget glade, for alt det slik vi har købt, så selvom maden ikke var i top, er humøret der stadig.
Vi går ud mod gaten, hvor vi finder os et godt sted at sidde. Her er stort set ingen mennesker, for der er stadig meget lang tid til, at flyet letter. Heldigvis går tiden hurtigt i godt selskab og med masser af slik og spil.
Det er blevet tid til at boarde, og vi sætter os ind i flyet. Jeg sidder sammen med en god ven og vi sætter os til at se Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer. Det passer med, at når filmen er slut, skal vi til at lande. Nemmere bliver det ikke. Det har i den grad været en meget bedre flyvetur hjem end det var derop.
Vi er hurtigt gennem lufthavnen og venter på vores bagage. Vi har heldigvis fået lov til at gå, når ens egen bagage er ankommet, man skal bare give besked til en lærer. Jeg er ikke en af de første, som får bagage, men da Asge og min bagage kommer samtidig er det perfekt timing, da vi skal smide ham af i Sorø. Der går ikke så længe, og vi er hurtigt ude af lufthavnen, hvor vi finder min mor, som er klar til at hente os.
Jeg er så heldig, at der er mad klar i bilen til mig, så jeg er mega glad. Aske havde lige købt noget på vejen, så han er også hurtigt i gang med at spise. Mellem vores bidder fortæller vi lystigt om vores tur.
Så snart vi kommer hjem, går jeg direkte i seng og falder i søvn så snart mit hoved rammer hovedpuden.
Island har været en kæmpe oplevelse og jeg vil helt sikkert gerne tilbage dertil, men næste gang må det gerne være enten om sommeren, så det ikke er så koldt, eller om vinteren så jeg måske kan komme til at se nordlys.
Læs om mine oplevelser på Island her.