Mod Grand Canyon.
Klokken er 9.00 om morgenen. Vi kører nordpå fra Campingpladsen i Williams. Vi har adgang til Grand Canyon National Park fra klokken 10.00. Vi er ret spændte. Det her er et af turens højdepunkter. Vi havde hjemmefra læst om kløften. Vi havde læst om hvordan Colorado Floden gennem de sidste 5-6 millioner år, havde gravet sig ned i overfladen.Vi havde læst hvordan plateuaet ved jordoverfladen samtidig hæver sig, og kløften derved bliver dybere og dybere.
Kløften er på det dybeste sted mere end 1800 meter dyb. Den er 446 km lang, og efterhånden som floden har gravet sig længere og længere ned, er siderne nogle steder faldet ned, således at kløften på det bredeste sted er 29 km bred. Alt dette vidste vi godt. Vi kendte tallene, men vi glædede os vildt til at opleve det.
På plateauet er der rimelig fladt, og man kan se ret langt. Der hvor kløften er, ændrer forholdene sig meget pludseligt. Lufttemperaturen kan være meget forskellig i bunden af kløften, og oppe ved overfladen. Det betyder, at skypumper kan opstå, og på vores vej mod parken, så vi en mindre en af slagsen. Det var ikke ret stor, og ville næppe kunne flytte en halmballe, men vi så den.
Indgang til parken.
Ved indgangen bliver det tjekket, at man har papirerne i orden. Man kan købe forskellige typer billetter, som giver adgang til Grand Canyon National Park. Her er billetter, som bare giver daglig adgang til Grand Canyon National Park. Man kan naturligvis købe guidede ture med bus. Og mOg man kan købe helikopterture.
Vi havde hjemmefra købt adgang i 2 nætter med vores autocamper, RV Motorhome C25. Læs mere om camperen i vores indlæg Autocamper i Californien. Adgangsbilletten gælder adgang til nationalparken og overnatning på RV campingpladsen.
Disse pladser er vildt svære at få fingre i. Der er et begrænset antal til rådighed, og når de bliver frigivet online, er der udsolgt på få timer. Søren havde siddet oppe den nat, for nogle måneder siden, hvor de blev frigivet, og det var lykkedes at få en billet.
Vi kørte ind på RV pladsen. Det ligner nærmest en p-plads. Her er grus, og pladsen er inddelt i små båse, hvor der er plads til rigtig mange autocampere. Hver plads har adgang til strøm, vand og kloak. Det lykkedes os at få en plads i kanten af pladsen, således at vi havde træer på den ene side af autocamperen. Det betød, at vi havde et lille areal, hvor vi, det meste af dagen, havde skygge fra enten træerne eller autocamperen. Det er nødvendigt at finde skygge, når der om dagen er ca. 30 grader.
Bjergtagende udsigter.
Da vi havde installeret og tilsluttet camperen, gik vi til et af udsigtspunkterne. Vi vidste som sagt godt, at det var stort, men den første oplevelse, når man står på kanten, og kan kigge ud over kløften, og ned i dybet, er fuldstændig overvældende. Man har svært ved at fatte det, og tage det hele ind. Ud over størrelsen på kløften, bliver man bombarderet med farver, lys, sol og skygge. Det er bjergtagende. Vi tog billeder af kløften og hinanden, og sugede til os i godt en times tid.
På vejen tilbage til pladsen, så vi et rådyr med kid, der gik lige så stille rundt mellem træer, buske, mennesker og autocampere.
Aftentur.
Vi spiste tidlig aftensmad, for vi ville gerne ned og se solnedgangen, og se Grand Canyon i aftenlys. Vi havde købt ind til at grille, men sommer og høje temperaturer gennem længere tid, betød forbud mod grill og åben ild. Bøffen og pølserne måtte derfor have en tur på panden. Vi spiste og gik mod et nyt udsigtspunkt.
Grand Canyon i aftenlys er endnu smukkere end om dagen. De rødlige farver på klipperne giver et helt specielt lys, og storheden bliver endnu mere fremtrædende. Igen blev vi her et godt stykke tid, og forsøgte at tage alle indtryk ind.
På vejen tilbage så vi igen rådyr mor med det lille kid, og på selve RV pladsen stod pludselig en kæmpe kronhjort ret tæt på vores camper. Jeg tror vi blev mere nervøse ved ham, end han gjorde ved os.
Ned i Kløften.
Næste dag havde Søren og Katrine besluttet, at de ville gå længere ned i kløften. De pakkede vand, madpakke og lidt frugt, og begav sig ud i varmen. Selve Grand Canyon Village og Visitors Center med campingplads, helikopter lufthavn osv. , ligger på sydsiden af Grand Canyon. Man går således på sydsiden, når man bevæger sig af vandreruterne ned i kløften. Solen står direkte ind mod klippesiden, og her kan blive virkelig varmt. Vi havde over 30 grader, og havde besluttet, at vi ikke ville gå længere ned, end vi var sikre på vi havde kræfterne til at gå op igen. Målet var nok ubevidst, at komme helt til bunden, men vi var enige om at være forsigtige, og føle os frem.
Vi var begge i rimelig form. Katrine dyrker volley, og trænede allerede dengang flere gange om ugen, og Søren dyrkede idræt både i hans job og fritid.
Vi holdt pause godt ⅓ nede i kløften. Her var vildt varmt, men vi havde lagt mærke til, at vi havde passeret nogle vandposter med haner undervejs nedad. Her kunne man blive kølet ned, og få fyldt sine drikkedunke. Vi havde ikke gjort det, da vi ikke havde følt behovet, og vi ville gerne spare på vores vand, til vi havde brug for det. Da vi holdt pause for at drikke, og spise lidt frugt, kom et egern og huggede den ene af vores bananer. Vi synes det var meget sjovt, og tænkte ikke, at det betød noget.
Dehydrering
Vi gik videre. Da vi nåede næsten halvvejs ned, sagde Katrine, at vi nok skulle vende om. Hun havde det ikke så godt. Vi vendte, og begav os opad. Vi havde gået mindre end 100 meter, da hun fik det endnu dårligere. Hun kastede op, og måtte sætte sig. Vi forsøgte at finde skygge, og køle hende med vand, samt noget at drikke. Hun kastede bare vandet op igen. Ret hurtigt havde vi brugt alt vores vand, til at nedkøle Katrine, og forsøge at få lidt væske i hende. Vi forsøgte at gå lidt igen, men hun havde det ikke bedre.
Da vi nåede til et klippefremspring, hvor der var fin skygge, valgte vi at placere hende der, mens Søren gik efter vand. Vi vidste, at der var vand et stykke længere oppe ad bjerget, men vi vidste ikke hvor langt ned man skulle, før næste vandpost var der. Søren valgte derfor at gå op ad stien, for at fylde flasker, selv blive kølet ned, og få noget at drikke.
Han gik retur til Katrine, og hældte vand på hende, og efterhånden som hun blev kølet ned, lykkedes det hende at drikke, og holde det indenbords.
Efter et godt stykke tid gik vi videre. Katrine havde det meget bedre, og det lykkedes uden de store problemer at nå op igen. Men sikke en forskrækkelse. Det er meget ubehageligt at være ret langt nede i Grand Canyon, og ikke vide, om man kan komme op ved egen kraft, eller om man skal have hjælp. Kunne Søren have båret Katrine op? Måske, måske ikke. Heldigvis lykkedes det at nedkøle Katrine, og hun kunne gå op selv.
Resten af dagen slappede vi bare af.
Helikoptertur.
Sidste dag i Grand Canyon National Park. Igen en meget varm dag. Vi pakkede camperen, og kørte til lufthavnen. Nationalparken har sin egen lufthavn, hvorfra man kan få forskellige ture med helikopter. Se nogle af mulighederne her.
Søren havde hjemmefra læst en beskrivelse af en tur, hvor helikopteren flyver henover det flade plateua, og pludselig dykker ned i Canyon´en. Hele beskrivelsen var så fed, og det måtte vi absolut prøve. Vi bookede billetter allerede hjemmefra, og glædede os meget. Turen kostede over kr. 5000,- for os alle 3.
Ved ankomst blev vi vejet. Det er vigtig, at vægten bliver rigtig fordelt i helikopteren, og vi blev derfor tildelt et sæde hver, afhængig af vores vægt.
Klar til afgang
Marie vandt klart i den fordeling. Hun fik plads foran ved siden af piloten. Katrine blev placeret med ryggen til piloten, og dermed også med ryggen til flyveretningen. Søren sad lige overfor hende, mens et ægtepar sad overfor hinanden i den anden side bag Marie. Vi fløj afsted. Ret hurtigt fik Katrine kvalme. Det får hun, når hun flyver. Hun får det også når vi kører bil, hvis hun ikke sidder, så hun kan se ud og følge med i trafikken, og hun får det når vi sejler. Under loftet hang bræk-poser, og mens Katrine hev dem ned, den ene efter den anden, havde Marie en fest ude hos piloten. For Søren var turen en skuffelse. Vi fløj en stor runde over Grand Canyon. Ingen dyk eller noget andet, hvilket i virkeligheden nok var meget godt, da han havde rigeligt at gøre med at prøve at hjælpe Katrine.
Efter landing havde Marie et kæmpe smil på, Katrine var helt hvid i hovedet, og Søren ville bare gerne tilbage i camperen til aircondition, og tålelige temperaturer.
Da vi havde sundet os lidt kørte vi videre. Ud af Grand Canyon National Park, og videre mod nye oplevelser. Læs mere her.
Grand Canyon er ikke den smukkeste af de nationalparker vi besøgte, men det er den mest imponerende. Selvfølgelig er det smukt, men de rødlige farver, og det barske terræn, gør det hele sådan lidt mere ørkenagtigt. Man har svært ved at fatte dimensionerne, når man står der. Ens hjerne kan ikke rigtig fatte, at der er mellem 1600-1800 meter ned til Coloradofloden i bunden, eller at der er over 20 km over til den anden side af kløften. Man kan jo se det lige der. Det er fuldstændig bjergtagende, og lys og farver gør oplevelsen endnu mere fantastisk.