Godmorgen, vi skal på tur!
Allerede fra vi vågner er vi fyldt med spænding og forventning. For i dag skal vi på en helt særlig udflugt. Turen går til Gamboa Rainforest, hvor man i en gondol, kan svæve gennem junglen, helt oppe i trætoppene, og på den måde komme helt tæt på junglens dyre og planteliv. Vi glæder os især til at se de vilde aber, papegøjer og tukaner bevæge sig rundt i trætoppene.
Da vi bookede cruiset med Norwegian Bliss fra Miami til Los Angeles gennem Panamakanalen, var det den første tur som vi alle 4 var helt enige om, at vi bare måtte deltage i.
Efter morgenmaden pakkede vi tur tasken, gik i teatersalen og ventede på, at vi blev kaldt ud til bussen der skal køre og ud til regnskoven. Endelig blev det vores tur. Vi fik plads midt i bussen og kørte af sted. Vores lokale guide, en dame fra Panama City, fortalte undervejs om de bygninger og seværdigheder, vi passerede. Det overraskede os en del, at der var så mange tidligere militærbaser, men det var jo amerikanerne der byggede Panamakanalen, og de havde kontrollen over den, samt et 8 km bredt bælte omkring den, indtil de i 2000 overgav det hele til Panama. Amerikanerne brugte Panama til militært at kontrollere Mellemamerika, og have en forpost mod Sydamerika.
Stadig amerikansk indflydelse
Området omkring kanalen bruges også til industrielle formål. Amerikanske fabrikker langs kanalen var normalen før årtusindeskiftet. Mange generationer af amerikanske statsborgere har boet og arbejdet hele deres liv i Panama. Enten indenfor militæret eller industrien. Vi fik en følelse af, at guiden var glad for, at det hele nu var på Panamas hænder, men hun turde ikke sige noget dårligt om amerikanernes indflydelse i landet, som stadig er tydelig.
Ligeledes ville hun helst adressere den lave vandstand i Panamakanalen ved at tale om klimaforandringer. Hun ville ikke tale om vandforbruget i den industrielle (amerikanske) sektor, eller befolkningstilvæksten i landet, som er med til at tømme de store vandreservoirer langs kanalen. Men der var selvfølgelig også et flertal af amerikanere i bussen.
Smuk natur
Efterhånden som vi kom længere ind i landet, blev her mere og mere grønt.
Selve køreturen var en oplevelse i sig selv for der var meget smukt, især da vi nåede ind i regnskoven. Buschaufføren var vildt god til at spotte aber i træerne langs vejen, og udbrød fra tid til anden se Aber til venstre se til højre, og vi forsøgte alle ivrigt at få et glimt af dem.
Vi gjorde stop ved det smukkest beliggende resort ved Charges floden. Herfra kunne vi se ud over området, der er blevet skabt i forbindelse med opdæmningen af Gatun Søen ved bygningen af Panamakanalen.
Herefter gik det videre gennem regnskoven af små bjergveje, indtil vi nåede til Gondolbanen i Gamboa Rainforest. Vi blev inddelt i hold på 4, som skulle køre op sammen. Det var ret let for os, da vi jo var 4 i vores gruppe. Derfor kom vi ret langt frem i køen, og kom allerede op med den 3. eller 4. gondol. Turen skulle tage ca. 10 min op, hvorefter vi skulle gå til et udsigtstårn på toppen, og tage gondolen ned igen.
The ride of a lifetime
Med forventningen om en fantastisk oplevelse, kørte vi af sted i gondolen. Hver gang gondolen stoppede for påstigning bag os, gyngede det ret kraftigt. Henriette er bange for højder og bliver ret utryg i den type af situationer. Hun arbejder på at blive bedre, og lysten til at opleve, overvinder oftere og oftere frygten. Denne tur havde hun derfor forberedt sig grundigt på hjemmefra, for det her var noget hun virkelig gerne ville opleve.
Vi bevægede os gradvist højere og højere op mellem trækronerne, mens vi i spænding kiggede til alle sider efter aber og fugle.
Ca. halvvejs oppe stoppede gondolen pludseligt helt.
Det var ikke bare et stop for påstigning. Gondolen gyngede lidt frem og tilbage, inden den pludselig gav et kraftigt ryk en meter baglæns, hvorefter den gyngede ret vildt.
Dette gentog sig flere gange, indtil vi blev hængende helt stille.
Ingen panik?
Henriette mærkede angsten, hun rystede inden i, hjertet bankede løs, adrenalinen pumpede, og tårerne pressede på. Det var godt at vi havde trænet hjemmefra. Hun tog et par dybe indåndinger, holdt godt fast og koncentrerede sig om at gøre sin vejrtrækning rolig for ikke at gå i panik. Det virkede heldigvis.
Vi ved at noget af det der virker bedst for hende er hvis hun kan aflede sig selv, især hvis der er noget hun kan fotografere. Så vi sørgede for at spejde ud i trætoppene efter spændende dyr. Vi så et termitbo og en kolibri, men ingen tukaner, papegøjer eller aber. Skuffelsen bredte sig lidt i gondolen, men håbet var der stadig, og heldigvis kom der heller ingen slanger eller kæmpe edderkopper forbi mens vi hang der.
Tiden gik og vi begyndte at tænke, Hvad nu? Hvorfor står vi stille? Vi anede det ikke, og heroppe i gondolen, var det umuligt at få nogen form for information. Vi måtte bare vente.
Indimellem kom de kraftige ryk igen, og vi fik en gyngetur, det var virkelig ubehageligt.
Vi ventede 1½ time, så begyndte gondolen at køre ganske langsomt fremad. Turen på 10 min havde nu passeret 2 timer, og vi ville bare have fast grund under fødderne. Da vi endelig nåede endestationen, blev vi modtaget som om intet var hændt. Vi blev sendt videre til fods mod tårnet på toppen.
Nu har jeg nået toppen mor….
Det spinkle tårn i metal var endnu en prøvelse. Specielt for Henriette. Hun havde kæmpet med at holde sammen på sig selv, og nu skulle hun op her. Men hun var så sej. Fokuserede, blikket lige frem og så trampede hun afsted til hun nåede toppen.
Vi blev modtaget af en yngre kvindelig medarbejder, som havde et job som formidler. Hun fortalte hendes “historie”, men ingen af os lyttede. Vi forsøgte at komme os, samtidig med vi spekulerede på, hvordan vi skulle komme ned af bjerget igen.
Heroppe kunne man se ud over hele Gamboa Rainforest. Man kunne se Charges floden til den ene side og Panamakanalen til den anden. Stadig ingen dyr, men smuk udsigt.
Nedtur
Efter tårnet blev vi ledt af stejle, smalle skovstier ned mod den nærmeste farbare vej. Vi måtte hjælpe hinanden. I gruppen var der flere ældre, dårligt gående amerikanere, som vi måtte støtte og hjælpe, som vi nu kunne. Enkelte satte sig ned på numsen, og skubbede sig forsigtig fremad og nedad.
Endnu en gang blev Henriette udfordret. Hendes blodsukker blev kritisk lavt og turen ned føltes som at gå i en tåge uden fornemmelse for tid og sted. Søren sørgede for at gå tæt sammen med hende og lede vejen. Normalt har vi altid noget med til når blodsukkeret falder, men da turen skulle være ret kort og ukompliceret havde Henriette ladet sin taske ligge i bussen. Note til os selv: Tag altid tasken med, også selv om det kun er en kort tur! Heldigvis var der en dame i gruppen som havde et par vingummier som Henriette fik og så var blodsukkeret hurtigt oppe igen.
Da vi nåede vejen holdt en ældre ladvogn med sæderækker bagi. Der var ikke plads til alle, og vognen skulle køre flere gange. Gruppen bestemte, hvem der skulle ned først. Vi ventede til den sidste tur.
Turen ned foregik på hullede bjergveje. Grusvejen var tydeligvis ikke blevet brugt længe, og var dårligt vedligeholdt. Man skulle holde godt fast, hvis man skulle blive siddende på de glatte bænke af træ, der udgjorde sæderne. Det føltes nærmest som en tur i en tivoliforlystelse, det gav et godt grin og ned kom vi.
Forklaringen
Guiden modtog os. Hun var aldrig nået ind i en gondol, men stod med den sidste gruppe og ventede, da det hele stoppede. Strømmen var simpelthen gået. Man havde forgæves forsøgt at få den tilbage. Personalet var begyndt at forberede vores evakuering via rapelling fra gondolerne og ned, da var det lykkedes dem at skaffe og få gang i en nødgenerator, så vi kunne køre langsomt til toppen. Man havde besluttet, at det ville være for usikkert at sende os med svævebanen ned igen, og den alternative plan med ladvognen var blevet sat i værk.
Sidste højdepunkt
Inden bussen kørte retur mod Panama City, besøgte vi en souvenirbutik tæt på svævebanen. Her var også en ret stor voliere med dovendyr. Dyrepasseren fortalte velvilligt om dyrene, som helt levede op til deres navn. De lå på ryggen, og bevægede sig kun ganske lidt.
Efter besøget gik vi tilbage til bussen og kørte retur til skibet. Vi talte en del sammen om dagens udflugt i Gamboa Rainforest, og vi besluttede at klage, for vi havde ikke fået det, som vi havde betalt for.
Det nåede vi dog aldrig, for lige så snart vi var tilbage på skibet, fik vi en meddelelse i vores kahyt. Vi var, efter klager fra andre deltagere, blevet refunderet det fulde beløb for dagens udflugt. Det var dagens højdepunkt.
Om vi bare var uheldige, ikke bare med strømmen, men også med det manglende dyreliv, ved vi ikke.
Vi kan se, at turene stadig udbydes. “Gondol i Gamboa Rainforest. Se aber, tukaner og andre fugle helt tæt på, i deres naturlige levesteder”. Personlig er det ikke en tur vi har lyst til at afprøve igen.
Her kan du læse om vores tur gennem Panama-kanalen