Florida – Orlando

Nordpå mod Orlando

Fredag d. 1. januar 2018 stod vi op, pakkede bilen, og kørte nordpå mod Orlando. Vi havde bestilt et feriehus i Regal Palms i det sydlige Orlando, og skulle tilbagelægge ca. 375 km, for at komme derop.

Vi forlod Miami, hvor vi havde haft pænt vejr, solskin og 20-22 grader, mens vi var der. Læs mere her.
Ca. halvvejs mod Miami holdt vi en pause, og da vi satte os tilbage i bilen, oplevede vi et kæmpe omslag i vejret. Temperaturen faldt til 4-5 grader, og vi fik en kæmpe regnbyge.

Da vi kom til Orlando, kørte vi direkte til Universal Studios, for at spise en is på Hard Rock Café. Hard Rock Café Orlando, er den største i verden. Den er bl.a. kendetegnet ved at have Elvis Presleys “Pink Cadilac” hængt op under loftet.

Vi nåede frem til feriehuset, hvor vi skulle være indtil vores cruiseferie på Oasis of the Seas skulle begynde fra Port Canaveral d. 7. januar. Huset var virkelig fedt. Plads til 7 personer, god beliggenhed ikke langt fra diverse forlystelsesparker og Outlet-shoppingcentre. 

Henriette lavede madplan for de næste dage, og vi tog ud for at handle. Dagen efter, skulle Henriettes far, Vagn, hans kone, Karin og Karins søn Sebastian komme. Vi skulle så holde 5 dages ferie i Orlando sammen, inden vi alle skulle på cruise.

Vejret var blevet lidt bedre 8-10 grader, let skyet og blæsende. Det var ikke ligefrem indbydende at hoppe i resortets pool, men Kathrine og Christoffer gjorde det alligevel, mens Søren og Henriette holdt sig til varmtvandsbassinet.

Modtagelse i lufthavnen

Vi hentede familien i lufthavnen, og gensynsglæden var stor. Alle så frem til vores kommende ferie sammen. Vi havde planlagt en del hjemmefra, og havde bl.a. bestilt billetter til Universal Studioes. 

Sebastian er stor Lego entusiast, så han, Christoffer, Vagn og Karin ville besøge Legoland Orlando, og endelig ville vi alle gerne besøge Kennedy Space Center.

Vejret driller

Normalt er vejret i Orlando i januar sammenligneligt med dansk forårsvejr. Pæne plusgrader og en del soltimer. Vi havde så ramt den koldeste januar i 50 år. Frost om natten, og få plusgrader om dagen. En del byger og færre soltimer. Det var så koldt, at leguanerne, der er vekselvarme dyr, faldt ned fra træerne om natten. Henriette og Kathrine måtte i Outletten og købe vinterjakker, og besøgene i swimmingpoolen forblev ved det ene, vi havde haft den første dag.

Søren og Vagn på indkøb i outletten i Orlando, Florida

Masser af oplevelser

Som beskrevet havde vi planlagt en del hjemmefra. Besøget i Legoland gik som forventet. Sebastian og Christoffer skulle se det hele, og gik derfra med 3 store poser fulde af “nødvendigt” lego.

Besøget på Kennedy Space Center på Merritt Island var virkelig interessant. Men vi frøs. Hele centeret er bygget til varmere temperaturer. De fleste attraktioner og alle spisesteder er udendørs, og kun få af udstillingerne er inden døre. Desværre blev vi så kolde, at vi valgte at tage tidligere derfra. Vi nåede ikke engang ud til affyringsramperne på Cape Canaveral, selvom det var en del af billetten. Vi så størstedelen af centeret og udstillingerne, men det er nok et sted vi må tilbage til, hvis vi en anden gang kommer til Orlando.

Største oplevelse for Søren, var at han erfarede, at historiens første rumvandring havde fundet sted, den dag han blev født, nemlig d. 2. juni 1965. Det krævede et billede af mand og raket med samme alder

Søren foran raketten som var i rummet den dag han blev født

Efter besøget kørte vi til Port Canaveral. Vi ville gerne undersøge, hvorfra vi skulle sejle d. 7. og vi ville gerne se, hvor vi skulle aflevere bilen, og hvordan man kom derfra til havnen. Turen derud sluttede med et besøg på Wendys. Samme koncept som McDonalds og Burger King, bare meget billigere.

Universal Studios

Universal var en kæmpe succes. Kathrine og Christoffer, og til dels også Henriette, er vilde med Harry Potters univers. Vi koncentrerede os derfor om dette. Universal Studios i Orlando er delt i 3 parker, hvor Harry Potter er i de 2. I den ene del af parken er Diagonalstræde med alle butikkerne og Gringotts. Herfra tager man toget til den anden park, hvor Hogsmead og Hogwarts befinder sig. Toget afgår naturligvis fra perron 9 ¾, og på “rejsen” er “vinduet” i kupéen en filmskærm, hvor du oplever hele rejsen. Det er vildt godt lavet.

Både i Hogsmead og på Hogwarts er der forlystelser. De er blandt de vildeste vi har prøvet. Læs Kathrines indlæg om vores besøg i Universal her.

I Orlando ligger ud over Universal og LegoWorld, også Seaworld, GatorLand og WonderWorks. Madame Tussauds og forskellige badelande er her også. Så der er nok at foretage sig, og oplevelserne står i kø.

Udover forlystelsesparkerne er der flere gode outletcentre og andre gode indkøbsmuligheder. Vi handlede, udover vinterjakker, også sko, tøj og souvenirs. Man kan f.eks. købe Nike sko, som man ikke kan få i Danmark, fordi de enten er forældede eller for nye.

Afgang med Oasis

Fredag d. 7. januar var det endelig tid til at gå ombord på Oasis of the Seas. Søren satte resten af familien af ved skibet, og kørte derefter op for at aflevere bilen. En tur på ganske få kilometer, og med en transit i minibus tilbage til skibet. Vi havde det mest fantastiske cruise. Læs mere i et snarligt indlæg.

Florida. Billede af Oasis of the Seas, Port Canaveral,




Booking.com

Skriv et svar