Californien 2012

Hvorfor Californien?

Hvad tænker en 12 årig pige om næste års konfirmation, og hvordan kan det blive til en rejse til Californien, med en varighed på 23 dage to år senere?

I foråret og sommeren 2010 gik Katrine, Sørens næstældste datter,  og tumlede med en del tanker om hendes forestående konfirmation. Hun sagde ikke noget, men kom pludselig en dag og spurgte: “Hvor meget kostede festen til Maries konfirmation”? Kort efter: “Hvor mange penge koster det, når vi tager på campingferie i sommerferien”?. 

San Francisco, Californien

Hun fik svar på hendes spørgsmål, og nogle dage efter kom forklaringen på, hvorfor hun spurgte. Hun forklarede, at hun ikke troede på gud, og derfor ikke ønskede at blive konfirmeret. Til gengæld havde hun en drøm om at se Michael Jacksons stjerne på Hollywood Boulevard. Michael Jackson var død i sommeren 2009, og selvom Katrine ikke var en kæmpe fan, havde planen alligevel formet sig i hendes hoved. Hun ville gerne til Los Angeles, og hvis der ikke skulle være konfirmationsfest eller anden form for sommerferie, så måske…..

Vi talte længe om det i familien, og nåede til sidst frem til at Katrine, storesøster Marie og far Søren, skulle afsted. Vi synes også, at det ville være tåbeligt at tage næsten ⅓ rundt om jorden, blive der en uge og se LA, for derefter at tage hjem igen. Turen udviklede sig derfor hurtigt, og endte med at blive til 23 dage. Heraf var 11 dage i autocamper, til nogle af nationalparkerne i Californien og nabostaterne Utah, Arizona og Nevada. 

Planlægningen tog næsten et år. Søren nørdede geografi, historie, og biologi. Der blev tjekket flyafgange, hoteller og attraktioner. Hvordan får man billigst et motorhome i USA? Alle sten blev vendt, og rejsen nøje planlagt.

Så kom den store dag.

Endelig skulle vi afsted. Vi fløj fra København, via Toronto, Canada til Los Angeles. På flyvninger over atlanterhavet fra Europa til Canada og USA, vælger man en lidt nordligere rute. Det er ligesom en fast korridor fra Europa til Nordamerika. Det betyder, at man undervejs kan være heldig at se det sydlige af Grønland. 

Mellemlandingen i Toronto blev lidt besværlig. En emsig kvindelig lufthavnsmedarbejder, skulle tjekke vores indrejsepapirer, og kunne ikke affinde sig med, at 2 piger rejste alene med deres far. Uden at moren var med. Når så pigerne oven i købet har moderens efternavn, som er et andet i farens, blev hun meget mistænkelig. Var det en uønsket bortførelse af pigerne?

Både Marie og Katrine er rigtig dygtige på engelsk, så ved fælles hjælp, og ved fremvisning af diverse booking papirer, lykkedes det at overbevise medarbejderen om, at vi skulle på ferie. 

Et godt råd hvis man rejser med kun den ene forældre, er derfor at medbringe en fuldmagt fra den anden. I hvert fald, når man skal til lande, som kræver specielle indrejsetilladelser.

Los Angeles.

LA var første stop. Vi havde booket et værelse på Hollywood City Inn. Det er et af den slags moteller, der er masser af over hele USA. Ét pænt stort værelse med 2 Queen-size-beds, eller 1½ mands senge. Bagest i værelset er der et badeværelse. Der kan så være skabe/kommoder og/eller et lille bord. Nogen af dem har morgenmad med i prisen. Fin overnatning til billig pris.

Vi skulle ikke være her så længe. Vi gik direkte i seng efter en lang rejsedag. Når man flyver fra Europa til Nordamerika forlænges dagen med 6-9 timer, som er tidsforskellen fra DK til henholdsvis øst- og vestkysten i USA. Så da vi nåede frem, havde vi været vågne i næsten et døgn, siden vi tog hjemmefra.

Hollywood Boulevard.

Allerede efter vores første nat, gik vi direkte mod at opfylde vores primære, oprindelige mål med rejsen. Nemlig at se Michaels Jacksons stjerne i fortovet på Hollywood Boulevard. Vi boede kun 2 gader sydligere, så der var ikke langt derop. Vi ramte Hollywood Boulevard i den østlige ende, og blev ret overraskede over, hvordan her så ud. Affald flød i kanten af gaden. Der var en masse garageporte. De var alle lukkede, og bygningerne blev tilsyneladende ikke brugt, og virkede forladt og i forfald. Det var tydeligt, at den verdensomspændende økonomiske krise, som begyndte i 2007/08, stadig rasede her. 

San Francisco, Californien

Vi gik mod vest, og langsomt blev Hollywood Boulevard mere og mere tjekket. Her kom butikker, og her var mere liv i gaden. Og pludselig var de der. Stjernerne i fortovet. De er på begge sider af gaden, og fortsætter også op ad et par af sidegaderne. Vi fulgte fortovet rundt, og turen tog næsten form som ydersiden på et kors. Vi så virkelig mange kendte navne. Skuespillere, musikere, forretningsfolk og disneyfigurer. Vi så også virkelig mange, vi aldrig havde hørt om. For at få en stjerne her, skal man være kendt. Man søger, og et udvalg skal herefter kende én værdig. Mickey Mouse kan selvfølgelig ikke selv søge, men så gør Disney Koncernen det for ham. Vi fandt også Michael Jackson, og fik foreviget øjeblikket.

Efter hollywood Boulevard gik vi ned til Santa Monica Beach og Venice Beach. Det var her man optog dele af serien Baywatch. Vi dyppede fødderne i Stillehavet, nærmest symbolsk, så vi kunne sige, at vi havde gjort det.

Herefter gik turen tilbage til hotellet. Vi var stadig trætte efter den lange rejse, og valgte at slappe af på værelset og ved poolen.

Los Angeles, Californien

Universal studios. 

På vores sidste dag i LA, havde vi booket billet til Universal Studios. Vi havde købt billetten hjemmefra, og havde valgt at købe “front of the line Pass”. Det kostede lidt mere, men vi synes det var for åndsvagt, at have rejst så langt, for at stå i den ene kø efter den anden. Det var klart det rigtige valg. Her var rigtig mange mennesker, og langt de fleste steder var der lange køer. Med vores pas, gik vi bare forbi køen, ind af en speciel indgang, og fik de bedste sæder i forlystelsen. 

Desværre havde vi glemt vores kamera, så I må nøjes med et købt billede fra “Revenge of the Mummy”. Det var en af de vildeste rutsjebaner i Universal, og en af de vildeste vi har prøvet. Vi prøvede stort set alle forlystelserne, og havde en fed dag. Fantastiske kulisser og special effects, er også en del af forlystelserne. Her er lys og lyd en stor del af oplevelsen.

Køb billet til Universal Studios Hollywood her.

RV Motorhome.

Næste eftermiddag kørte vi afsted i vores lejede autocamper, eller som det hedder i USA, RV Motorhome model C25 fra Cruise America. Vi havde autocamperen i 11 dage, og du kan læse mere om vores tur her.

Autocamper Californien

San Francisco.

Vi afleverede C25´eren hos Cruise America i San Francisco d. 17/7. 

Vi havde booket et hotelværelse på Halcyon Hotel, downtown SF, og tog en taxa derind. Her havde vi 3 nætter, hvilket gav os 2½  dage, inden vi igen skulle sydpå ad Highway 1. 

San Francisco, Californien

Da vi kom brugte vi første dag i og omkring centrum. Vi kørte en tur med de berømte sporvogne, hvilket er en uforglemmelig oplevelse. Ikke bare køreturen, men hele historien. For enden af banen vendes vognen af de 2 konduktører. Med håndkraft på en lille karrusel.

Vognene trækkes af kabler nedlagt i vejen, og da vi undervejs stoppede, viste det sig at en af de andre vogne sad fast i sporet, og så stoppede alle. Det blev dog hurtigt afhjulpet. Ud kom en lastbil med en polstret frontskovl, der lignede en sneplov med beklædning af stof. Den skubbede lige så stille vognen videre, og hele banen kørte igen. 

Chinatown

Vi gik også en tur i Chinatown. En af de mest fantastiske ting i San Francisco, er den rummelighed og tolerance, man viser over for alle folkeslag og medmennesker. Ud over Chinatown er her bydele for Italienere, Latinamerikanere, homoseksuelle osv. Her bliver ikke peget fingre ad nogen, og her er plads til alle.

Der var engang en indianer høvding, som synes han var for gammel til at lede stammen. Han tog til San Francisco, for at leve her i sin alderdom. Han boede der i mere end 20 år, og fik titlen Høvding af San Francisco. Ved hans død fik han en statsmandsbegravelse, hvor en stor del af byens indbyggere fulgte ham på hans sidste rejse. Et godt billede på tolerance og rummelighed.

Dagen efter havde vi booket en tur til det berømte fængsel Alcatraz. Turen var booket i god tid hjemmefra, og var en kæmpe oplevelse, som du kan læse mere om i et kommende indlæg.

Cykeltur over Golden Gate Bridge

Vores sidste dag i San Francisco lejede vi cykler. Vi havde læst om et udlejningsfirma, som havde en planlagt rute langs kysten og de berømte pierer, hvorefter turen gik op på, og over, Golden Gate Bridge. Fra den modsatte side var arrangeret en “cykelfærge” tilbage til startstedet. Det var en fed tur. Vi oplevede det, i San Francisco, kendte fænomen, hvor en ellers fuldstændig skyfri himmel pludselig dækkes af tåge og skyer. Det sker når kold luft fra Stillehavet og den varme luft fra fastlandet mødes.
Vi oplevede, hvordan det kom på få minutter, og hvordan vi intet kunne se på den første halvdel af turen over broen. På den anden del af broen var der skyfrit, og da vi kom ned fra broen kunne vi stadig se, hvordan halvdelen af broen var dækket af skyer. Mens vi sejlede tilbage forsvandt tågen og skyerne lige så hurtigt som de var kommet, og vi havde igen blå himmel. 

Du kan booke din egen cykeltur her.

Drømmen om hvaler.

Som beskrevet i starten af dette indlæg, er planlægningen af sådan en tur på 23 dage meget vigtig. Der skal dog også være plads til pludselige ændringer og indskydelser. Planlægningen hjemmefra havde været, at vi efter San Francisco, skulle have 2-3 rolige dage ned ad Highway 1. Masser af stop og oplevelser undervejs. Ingen hotelbookinger på forhånd, men bare tage det, som det kom. Vi havde en deadline i Sea World San Diego 3 dage senere. Vi havde booket hotel fra aftenen før, men hvordan vi kom dertil var ikke planlagt. 

En Turistfolder på natbordet på Halcyon Hotel ændrede dette fuldstændig. Folderen omhandlede Monterey Bugten, et par timers kørsel syd for San Francisco. Vi læste om hvordan Pukkelhvaler, Blåhvaler, muligvis Spækhuggere og delfiner, samles i Monterey til ædegilde henover sommeren. Vi læste om hvalsafari, og om hvordan man fra kysten kunne være heldige at se det hele i kikkert. Bugten er unik, fordi den er så dyb, at selv de store hvaler, kommer helt tæt på land. Det måtte vi opleve. 

Vi ringede til firmaet fra folderen, og var vildt heldige. Vi skulle have vores lejebil næste formiddag klokken 10, og de havde en tur klokken 14, hvor der lige præcis var plads til os.

Læs mere og book her.

Monterey

Fuldstændig perfekt. Vi glædede os helt vildt. Det var ikke noget vi havde planlagt, Vi kendte faktisk slet ikke noget til hvalernes færden ud for Californiens kyst og ind i Monterey Bugten. Men nu havde vi muligheden for at opleve det. 

Californien

Næste formiddag fik vi vores bil, og begav os mod Monterey. Vi glædede os som små børn glæder sig til juleaften. Det kildede i maven og boblede i kroppen af forventning. Vi parkerede og gik ned på molen og fandt hval båden, og her fik vi den største skuffelse. En gigantisk våd klud i hovedet. Turen var aflyst på grund af vejret. Det blæste for meget, og man kunne ikke sejle ud. Vi var så skuffede, og vidste slet ikke hvad vi skulle gøre. Vi kunne ikke blive og vente til dagen efter, for så kunne vi ikke nå til San Diego, hvor vi skulle svømme med delfiner i Sea World.

Long Beach Californien
Skibet fra Harbour Breeze Cruises, som vi var med. Billedet er fra Deres hjemmeside.

Nye muligheder

Flammen var tændt i os, og ligeså hurtigt blev den slukket. En lille glød var der dog stadig. Måske kunne vi få en tur hos et andet firma. Vi spurgte os for. Der var et andet firma i Santa Monica, nord for Los Angeles, der sejlede hvalture. Vi ringede til dem. På grund af vores deadline i San Diego, havde vi kun dagen efter til at få turen. Nu blev gløden også slukket her. Båden var udlejet til et selskab, som skulle ud og se på havfugle. Øv, øv og øv.

Vi gik tilbage til den første plan. Opleve Highway 1, og tage de oplevelser vi mødte. Vi kørte sydpå. Skuffelsen hang stadig i os. 

Vi fik en pludselig indskydelse om at overnatte i den danske by Solvang. Vi havde ikke booket, og da vi kom frem ud på aftenen, var der tilsyneladende ingen ledige værelser. På et af hotellerne ringede portieren rundt til nogle af de andre og spurgte. Royal Copenhagen havde præcis ét værelse tilbage med 2 queen beds. Vi skyndte os derover, og da vi stod i receptionen kom en mand ind og spurgte om ledige værelser. Svaret var. No, we’re fully booked. Der var vi heldige.

Flammen tændes på ny.

På natbordet lå en ny folder. Hvalsafari fra Long Beach California i den sydlige del af Los Angeles. Vi skulle tidligt op. Vi skulle være heldige med trafikken udenom Los Angeles, og der skulle være plads på båden. Vi turde næsten ikke prøve at ringe. Hvad nu hvis det ikke lykkedes? Vi ringede, og der var plads næste dag klokken 12. Tidligt op, køre uden om LA, sejle hvalsafari, og køre resten af vejen til San Diego. Det var dagsprogrammet.

Solvang Californien

Det er en af de mærkeligste køreture vi har oplevet. Trafikken vekslede helt vildt. Der var tidspunkter, hvor vi fløj afsted, og tidspunkter, hvor vi næsten holdt stille. Vi turde dårligt gøre holdt for at besøge et toilet undervejs, selvom det var vi jo ligesom nødt til.

Vi nåede frem i rimelig tid, og fandt et parkeringshus tæt ved kajen i Long Beach. Vi fik dermed en af de største oplevelser vi nogensinde har haft. Læs mere i et kommende indlæg.

SeaWorld San Diego.

Vi var i SeaWorld San Diego. Katrine havde, udover drømmen om at se Michael Jacksons stjerne på Hollywood Boulevard, også en drøm om at svømme med delfiner. Det kan man i SeaWorld i San Diego. 

SeaWorld Californien

Vi ankom til SeaWorld i god tid inden vores aftale om at svømme med delfiner. Vi havde tid til at se det meste af parken, og prøve en del forlystelser. Vi gik rundt med kæmpe smil på læben, for vi glædede os så meget. 

Vi så bl.a. delfinshowet og spækhuggershowet, og endelig kom vi til, at det var vores tur. Vi fik vores våddragter, og gik ud til bassinet. Vi skulle være sammen med en hollandsk familie, og vi fik alle lov at røre, ae og, hvis man ville, kysse delfinen. Vi blev undervist i en række simple kommandoer/bevægelser, som delfinen reagerede på, og vi fik en svømmetur, hvor vi holdt fast i rygfinnen. En kæmpe oplevelse.

Vi er senere blevet opmærksomme på, at ikke alle dyreparker behandler deres dyr ordentligt. Vi anbefaler, at man undersøger det sted man gerne vil besøge, og selv tager stilling.

Efter SeaWorld sov vi en sidste nat i San Diego.

Hjem efter 3 ugers eventyr

Så kom dagen. Vi skulle hjem. Lidt mere end 3 uger i Californien, med afstikkere ind i Nevada, Arizona og Utah. Slut på en fantastisk tur, hvor vi oplevede, hvor storslået en natur der er i det vestlige USA. Det er absolut en oplevelse man gerne deler, og håber andre får lov at opleve. Vi kunne i hvert fald godt tænke os at opleve det igen.

Skriv et svar