Denne dag har været den ultimativt bedste dag, under mit Vietnam-ophold indtil nu.
Det var det her Vietnam, jeg gerne ville opleve, og har glædet mig til og wow hvor har det været fedt.
Jeg skulle sejle i grotterne ved Trang An, men først skulle vi lige køre derhen.
Vi startede med at sætte kursen mod Den Tho Vua Dinh. En gammel by som ikke længere består af særlig mange bygninger, på grund af de mange krige i Vietnam. Her havde jeg 40 minutter, som denne gang faktisk viste sig at være rigeligt tid
Området består af to “templer”, som de bliver kaldt. Her var der nogle smukke gamle bygninger, et par søer og nogle haver. I den ene sø, var der en masse fisk, og i den anden var der skildpadder.
Dette var muligvis det jeg fandt mest interessant.
I sammenligning med de fuldstændig vilde templer jeg så på turen til templerne i Bai Dinh, virker disse ikke særligt imponerende. Så jeg vil klart anbefale at besøge denne hyggelige landsby, før man besøger de store templer. Læs mere om mit besøg i Bai Dinh her.
Det var dog en fin lille by, som var meget hyggelig lige at se. Det passede også rigtig fint med, at vi herefter kunne spise frokost i de skønne omgivelser. Jeg fik ris, salat, gedekød og ananas. Det smagte rigtig fint og udgjorde en dejlig frokost.
Efter frokost begav vi os mod et af de steder, som jeg havde glædet mig allermest til. Det var en bådtur ved Trang An. Denne tur tog intet mindre end tre timer, og vi sejlede gennem fantastiske landskaber i små både med plads til max. 4 personer.
At sejle mellem klipper, der lignede dem fra Halong Bay, i en lille båd, hvor man kunne se små bygninger og templer hist og her, var en fed oplevelse. Det vildeste var for mig dog, når vi sejlede gennem de meget lave grotter. De var så lave, at vi skulle helt ned og sidde i bunden af båden, og dukke os så meget vi kunne, for at vores hoveder ikke ramte grottens top. Denne bådtur var fuldstøndig fantastisk og helt umulig at beskrive i ord og billeder. Det skal simpelthen opleves. Det er helt sikkert noget jeg vil anbefale alle.
På denne fantastiske sejltur, fik jeg en lidt spøjs oplevelse. Mens vi sejlede afsted i alt det skønne og jeg prøvede at suge alle indtryk til mig, blev jeg hele tiden forstyrret af en ældre vietnamesisk dame som ihærdigt prøvede, at få mig til at gifte mig med hendes søn. Dette var lidt akavet, da vi sad i samme lille båd. Hendes søn, som sad ved siden af mig, prøvede at være sød, så hver gang vi kom ud af grotterne tog han en paraply op, og gav os skygge. I Vietnam er det nemlig et skønhedsideal at være så hvid som muligt. Hans venlighed var dog spildt, for jeg ville hellere nyde varmen og solen.
En meget anderledes tur, men det var nu både sjovt og hyggeligt nok.
Det er en sjov tanke og ret fantastisk, at man kan rejse fra Danmark som almindelige lille og småblege mig og når man når til Vietnam, så er man pludselig blevet høj og og så smuk at folk kommer og beder om at få taget billeder sammen mig 🤣Jeg har ligefrem prøvet at være blevet fulgt rundt af mennesker der ville tage billeder af mig, som om jeg var en celebrity. 😁😁😂
Efter en fantastisk og sjov bådtur tog vi videre til dagens sidste stop. Dette sted var også noget, jeg i den grad havde glædet mig til. Turen gik nemlig til Hang Mua Peak. Denne tur var primært en vandring op på en bjerg. Den var beregnet til, at man skulle bruge en halv times vandring op til toppen og 20 minutter vandring ned. Da jeg kun havde 1 time og 20 minutter før jeg skulle være nede, besluttede jeg mig for at skynde mig op.
Det var voldsomt hårdt og nogle af trappetrinene var så høje, at jeg ikke kunne træde op. Jeg måtte nærmest kravle op. Heldigvis var det ikke mange ”trin” hvor det var nødvendigt. Man havde sat nogle små trin mellem, så det var nemmere at komme op. Det var en meget lang, varm og hård tur op, og jeg må indrømme, at jeg i den grad godt forstår hvorfor man siger, at det tager 30 minutter. Da jeg kom op på toppen havde det kun taget mig 10 minutter, og jeg kunne ikke få vejret. Jeg stod derfor og pustede mens jeg nød udsigten inden jeg fandt et sted at sidde. Herfra kunne jeg nyde det i fulde drag.
Jeg brugte en time deroppe, og kunne sagtens have brugt endnu mere tid. Det var så smukt og en helt fantastisk oplevelse. Desværre måtte jeg gå ned, og vi kørte videre
Den fedeste dag.
Læs om mine oplevelser i Vietnam her.