Søren, Kathrine og Christoffer er vilde med vulkaner, og de skal helst helt op på toppen og kigge ned i dem, hvis de kan.
Skuffelsen var stor, da vores GetYourGuide tur til toppen af Teide blev aflyst på grund af sne på toppen. Turen er af den type med begrænsede antal deltagere, der næsten altid er udsolgt, og den var derfor bestilt hjemmefra flere måneder i forvejen.
Heldigvis lykkedes det os, at komme med svævebanen op til 3555 meters højde. Det kan I læse mere her. Vi havde en fantastisk tur, men fik bare ikke lige de sidste 170 meter til toppen, og drømmen om at kigge ned i krateret på Europas højeste vulkan med.
Tenerife har mere end 350 vulkaner, og Søren ville ikke helt opgive drømmen om at kigge ned i bare én af dem. Vi kørte derfor igen en tur op mod toppen. Planen var at besøge enten Montana Negras, som var i udbrud i 1706, eller Chinyero, som var den seneste vulkan i udbrud på Tenerife. Det var i 1909. Chinyero vulkanen blev nærmest sprængt i stykker i 1909, og der er derfor ikke et fuldt krater. Kun den ene side er tilbage, og der er ikke rigtig noget at kigge ned i.
Montana Negras ligger en ret lang gåtur fra vejen, så vi ville helst have rimeligt vejr, når vi skulle gå den tur.
Masser af skyer.
Rimeligt vejr, var det slet ikke nu. Allerede da vi nærmede os vejen op mod Teide, lukkede skyerne sig over os. De klatrede op ad bjergsiden, og gjorde det umuligt at se opad mod toppen.
Vi kørte op mod skyerne. I 1200 meters højde holdt vi en kort pause. Vi kunne se mod Teno bjergene i nordvest, men det meste forsvandt i skyer. Montana Negras var ikke synlig, som den normalt er herfra. Og så blæste det. Det blæste rigtig meget. En kold vind, som allerede her i 1200 meters højde, krævede hue og vanter. Vi var taget hjemmefra i strålende solskin så vi havde kun vores vindjakker, Henriettes hue, samt et sæt strikkede vanter til deling.
Vi besluttede, at der ikke blev nogen 4-5 timers gåtur i dag. I stedet ville vi fortsætte op mod Teide, og køre ned ad den sydvestlige nedkørsel gennem byerne Vilaflor og Arona.
Vi kørte videre op mod, og igennem, skyerne. I ca. 1850 meters højde forsvandt skyerne, og vi havde fuldstændig blå himmel over os. På vores højre side lå skyerne langs kanten af bjerget. Helt hvide skyer til højre, og blå himmel, og udsigten til Teide og Pico Viejo til venstre.
Samara vulkanen.
Vi stoppede ved vulkanen Samara. Den ligger lige ud til vejen, og man kan på mindre end en halv time gå til toppen i ca. 2000 meters højde. Vi besluttede at gøre forsøget. Her er en vandretur rundt i området og op på Samara. Den er på 4,7 km, og tager normalt ca halvanden time. Men blæsten var endnu kraftigere heroppe, så vi ville kun lige op til toppen. Søren fandt sin hættetrøje i bilen, på med jakker og hver én vante, Henriette med Hue og Søren med hættetrøjen under jakken, og så gik vi afsted.
Blæsten blev kraftigere og kraftigere efterhånden som vi gik opad. Vi havde hver en vandrestav, som hjalp os med balancen i blæsevejret. Den blå himmel var blevet til hurtigt drivende skyer. I det ene øjeblik kunne man se toppen af Teide og Viejo, og i det næste øjeblik, var de dækket af skyer.
Det sidste stykke op ad Samara, havde vi vinden i ryggen, og da vi nåede toppen, kom belønningen. Vi kunne se lige ned i krateret, som var næsten intakt hele vejen rundt. Der manglede et lille stykke af kraterkanten mod vest, hvor det var tydeligt, at lavaen havde brudt igennem, men ellers var krateret perfekt.
Vi satte os ned i læ af en klippeblok, og spiste vores medbragte madpakke. Mens vi spiste kunne vi se ned til vejen, hvor vores bil var parkeret.
Vi kunne se kanten af bjergsiden under os, som stadig var indpakket i skyer, og vi kunne se de drivende skyer omkring toppen af Teide og Viejo. Et fantastisk skue.
Ned igen.
Vi spiste færdig, og gik igen ned ad vulkanens side. Stien løber i zig-zag, da hældningen er for stor til at gå lige op og ned. Vi begyndte at fryse lidt i vinden, der nu kom lige imod os. Vi fulgte stien rundt om den udvendige del af krateret. Vi ville om til det sted, hvor lavaen, var brudt igennem. Herfra kunne man fint se ind i vulkankrateret. Man kunne se både opad til kanten af krateret og ned til bunden.
Vi gik tilbage til bilen. Da vi satte os ind, kunne vi mærke varmen fra solen gennem bilruderne, og vi delte glæden over det vi havde oplevet. Vi havde “klatret” de godt 150 meter til toppen af en vulkan, og kigget ned i krateret. Næste gang er det måske Teide.
Køreturen hjem viste igen hvor stor variationen i vejret er på Tenerife. På vejen op havde der været tæt pakket med skyer, og efterhånden som vi kom højere og højere op blev det både koldere og meget blæsende.
På sydsiden af bjergene derimod, var der læ og sol, himmelen var klar og blå og temperaturen steg hastigt. På vores vej ned gennem bjergbyerne Vilaflor og Arona, mødte vi adskillige cykelryttere på træningstur. Både motionister og konkurrenceryttere. En del af dem overhalede os på de smalle bjergveje, hvor de kan køre betydeligt hurtigere end os.
Endnu en fed dag på Tenerife, og endnu en drøm, som der kan sættes flueben ud for på listen. Vi har stået på kanten af en vulkan, og kigget ned i krateret.