Julen er hjerternes fest, men selvfølgelig også kirkens fest. Kristne over hele verden fejrer hvert år Jesu fødsel. Der er selvfølgelig en lang række ritualer og traditioner i forbindelse med afholdelsen af den kirkelige jul. En af den katolske kirkes traditioner beskrives i det efterfølgende.
Dette er historien om de hellige døre i Rom.
Vi har desværre ikke selv været i Rom under et jubelår endnu, så vi har kun gået forbi og set kirkerne med lukkede døre. Vi synes dog at historien er så central, at I skal have den med. Så kan I selv tage stilling til om I synes, at det er nok at se kirkerne med lukkede døre, eller om I vil forbi Rom i løbet af 2025.
Der findes i Rom 4 pavelige kirker og 3 valfartskirker, hvor katolske pilgrimme har mulighed for frelse. De 4 pavelige kirker, eller basilikaer som de faktisk hedder er: San Pietro in Vaticano, Peterskirken, se i øvrigt indlægget Peterskirken, Santa Maria Maggiore, San Giovanni in Laterano (Roms domkirke) samt San Paolo fuori le Mura. De 3 valfartskirker er San Sebastiano fuori le Mura, San Lorenzo fuori le Mura og Santa Croce in Gerusalemme. Disse 7 kirker har alle, ifølge katolicismen, hellige døre, som giver tilgivelse for de, der går igennem. Dørene åbnes kun hvert 25. år når det er katolsk Jubelår, – eller hvis den siddende pave bekendtgør et ekstraordinært jubelår.
År 2000 var et jubelår. Her gik 25 millioner katolikker, gennem de hellige døre, Porta Sancta, i 7 Romerske kirker, og opnåede derved frelse. I år 2015 gjorde mere end 20,4 millioner det samme, da dette var et ekstraordinært jubelår.
Historien fortæller, at pilgrimme første gang i år 1300, fik mulighed for at tage til Rom og hente frelse. Bonifacius 8. var på dette tidspunkt pave, og han indførte, at man ved besøg i Peterskirken eller San Paolo fuori le Mura, kunne få aflad for alle sine synder.
I 1423 blev den første af de hellige døre, Porta Sancta, indviet i Roms domkirke, San Giovanni in Laterano. Man lavede altså en speciel adgang til kirken til de katolske pilgrimme, der kom for at få aflad. Idéen er hentet fra Johannes Evangeliet: ”Jeg er døren. Den der går igennem mig skal blive frelst”.
Oprindelig skulle der være jubelår hver 50. år. Dette var også med baggrund i et bibelcitat. 3. Mosebog: ”Ifølge jødisk skik skal jorden hvert 7. år have hvile og ligge brak. Når dette er sket 7 gange, skal det 50. år fejres som jubelår, og jorden skal også her ligge brak”. Men allerede fra 1400 tallet, gik man over til at have jubelår hvert 25. år.
Fra 1500 tallet har det ligget fast, at det var i de 7 ovennævnte kirker, der kunne hentes aflad, og at der hvert 25. år åbnedes for de hellige døre. Der har været enkelte undtagelser. Senest i 2015, hvor Pave Frans tog initiativ til et ”ekstra” jubelår, som han kaldte ”barmhjertighedens år”. I 1983 havde man ”Frelsens år” under pave Johannes Paul 2.
Det er også flere gange sket, at jubelåret ikke er blevet afholdt. Specielt i 1800 tallet, var dette tilfældet. I 1800 var den siddende pave lige død, og en ny var endnu ikke indsat. I 1850 var der uroligheder i det meste af Europa, og paven var fordrevet fra Rom. Både i 1825 og 1875 blev åbningerne begrænset af henholdsvis brand og oversvømmelse.
Porta Sancta i Peterskirken bliver åbnet af paven. Døren er muret til. Han slår 3 gange med en gylden hammer, og bryder de første mursten ned. Tidligere var der muret på begge sider af døren, men i 1975 fik paven en mursten i hovedet, og herefter har den kun været tilmuret på indersiden. Der åbnes i forbindelse med en særlig messe, som paven holder for kardinalerne i det Sixtinske kapel, og dørene er herefter åbne hele det næste år, hvorefter de lukkes igen ved Hellig Tre kongers messen i starten af januar.
For ikke-katolikker kan det virke mærkværdigt at mere end 20 millioner katolske pilgrimme valfarter til Rom for at gå igennem en bestemt dør, men i den katolske kirke, er det normalt at tage på pilgrimsfærd til Rom, for på den måde at hente aflad. Det gør mere end 10 millioner katolikker hvert eneste år, også når der ikke er Jubelår.