På vores Cruise fra Miami til Los Angeles med Norwegian Bliss, havde vi første stop i havnebyen Cartagena i Colombia. Vores første besøg i Sydamerika.
Vi læser altid om de steder vi vil besøge, og det gjorde vi selvfølgelig også her. I langt det meste af det vi læste, blev man advaret mod at færdes i Colombia på egen hånd. Advarslerne går på, at turister risikerer at blive overfaldet, bedøvet og bestjålet, og at man skal færdes med den største forsigtighed. Bl.a. på udenrigsministeriets hjemmeside, er det dette billede der bliver tegnet.
Vi gjorde derfor som vi plejer, når vi kommer til et sådant sted. Vi bookede en guidet tur.
Denne gang en af Norwegians ture fra skibet. Her rejser man med lokal bus og lokal guide.
Det giver en vis tryghed, at han kender miljøet, og ved hvor man skal holde specielt godt øje med hinanden.
Lad os slå fast med det samme – Vi havde en dejlig tur, og følte og ikke på noget tidspunkt i fare.
Vi blev præsenteret for det Cartagena, som man gerne ville vise os – og ikke mere end det. Det var tydeligt at der blev passet godt på os, og der var bevæbnede vagter langs hele ruten.
Guiden var tydeligt stolt af sit job, og han gjorde os flere gange opmærksom på, at det var hans fornemste job, at sørge for vores sikkerhed, og at vi kunne være helt trygge i hans selskab.
Det morsomme var at jo mere han gjorde opmærksom på vigtigheden af hans rolle, og jo mere han prøvede at “berolige” os med at vi var i gode hænder, jo mere fik det nærmest modsat effekt.
Man kan nok ikke helt undgå at tænke at der må være noget om snakken, når han hele tiden var nødt til at garantere vores sikkerhed hos ham.
Kombineret bus- og gåtur. Fæstnigen
Vores guidede tur i Cartagena begyndte i bussen. Vi var heldige at få de forreste sæder, og havde godt udsyn til byen, trafikken og befolkningen undervejs på turen.
Første stop var ved fæstningen San Felipe de Barajas. Vi var her ret tidligt, og der var næsten mennesketomt. Hornblæseren var dog kommet, og han blæste en horn salut, da vi gik op på fortet.
Det var ret tydeligt, at de vidste vi kom. Da vi skulle ned i gangene under fortet, blev dørene åbnet specielt for os, og vi følte os ret overvågede hele vejen igennem fortet.
Fra toppen af fortet var der udsigt over havnen og det moderne Cartagena Colombia. Denne del af storbyen kom vi ikke til.
Universitetet
Tilbage i bussen og videre til næste stop. Guiden havde lavet en aftale om, at vi kunne besøge det gamle universitet i Cartagena Colombia. En smuk gammel bygning med en stor gammel port. Men den var lukket og låst. Her stod vi så og ventede. Guiden garanterede endnu engang for vores sikkerhed, og gik lidt væk og foretog nogle telefonopkald. Og pludselig åbnedes porten, og vi kom indenfor i den smukkeste universitetsgård. Her er svalegang med fine buer hele vejen rundt i 3 etager. Her er stadig studerende, men også offentlige kontorer, og bygningerne summer af liv allerede få minutter efter at porten er åben. Fed oplevelse.
Plaza de Santo Domingo
Efter besøget på universitetet skulle vi på en gåtur ned til Plaza de Santo Domingo. Turen dertil gik af små gader, hvor husene havde alle mulige smukke farver, de fleste af husene havde altaner med planter og blomster. En virkelig smuk tur. Igen mindede guiden os lige om at passe på vores værdier, og holde øje med fremmede, der kom for tæt på.
Selve plazaen er livlig. Udendørs servering, gøglere og masser af liv. I et hjørne af pladsen står, eller nærmere ligger, en statue af en volumiøs, nøgen kvinde. Den er skabt af den columbianske kunstner Fernando Botero, som har skabt en lang række af volumiøse (tykke) figurer. De fleste står i byen Medellin. De forestiller både mennesker og dyr.
Vi blev opfordret til at røre på statuens bryster og baller. Det skulle give held, lykke og frugtbarhed, og vi gjorde selvfølgelig som det var forventet. Man vil jo ikke skuffe nogen.
Kaffen er kold
I et hjørne af pladsen blev vi ledt ind gennem en port. Inde i gården lå en restauration med udendørs servering. Vi blev bænket og fik hvert et lille glas med kold kaffe og et glas vand. Det skulle efter sigende være den bedste colombianske kaffe, men det var kun Jan, der brød sig om den, så han fik masser af kaffe.
Efter kaffen kørte bussen os til en nedlagt tyrefægterarena, som nu var omdannet til at være en del af et indkøbscenter. Tyrefægtning er forbudt i Colombia og i stedet for at rive arenaen ned og fornægte sin fortid, har man valgt at inddrage den i den moderne arkitektur som centeret repræsenterer. Fedt. Det er lykkedes rigtig fint.
Dagens sidste gåtur går til Las Bóvedas, en tidligere fangekælder, hvor cellerne i dag er moderne souvenirboder. Også her fungerer det rigtig godt at bevare det gamle, og gøre det til en del af det nye.
Retur til skibet
Efter Souvenirboderne blev vi kørt tilbage til skibet. Vi fik af vide at vi bare selv skulle gå de sidste par hundrede meter. Her fik vi os en glædelig overraskelse, for turen gik gennem en mindre fugle- og dyrepark. Masser af papegøjer og undulater, små aber og en flok flamengoer gik frit rundt blandt turister og andre gæster. Det var en dejlig afslutning på dagen.
Hvis I kommer til Cartagena Colombia skal I ikke være bange for at se Jer omkring. Men følg de retningslinjer der bliver givet fra bl.a. udenrigsministeriet. Lad være med at flashe Jeres værdier, og hold øje med og hjælp hinanden.
Vi ville helt sikkert gøre det igen.
Her kan du læse om vores tur gennem Panamakanalen med Norwegian Bliss