At sejle gennem Panamakanalen har for os, som for mange andre, været på vores bucketlist. Altså en ting vi rigtig gerne vil nå at opleve, I vores tilfælde elsker vi, som de fleste ved, simpelthen at cruise, så det er meget oplagt at vi har valgt, at vores rejse igennem kanalen skal ske med et cruiseskib.
Vi skal denne gang med Norwegian Cruiseline på skibet der hedder Bliss.
Det er et kæmpestort og top moderne skib med alt i underholdning fra fuld sice gokartbane, til vilde vandruchebaner der svæver ud over siden på skibet i 15 etagers højde, ikke mindre end 20 restauranter og en fabelagtig spa og wellness afdeling.
Denne gang rejser vi sammen med et vennepar og vi glæder os helt vildt
Du kan læse meget mere om skibet og hele cruiset fra Miami til Los Angeles i et af vores kommende indlæg, som vi er i gang med at skrive.
Denne historie handler om vores oplevelse med at selje gennem Panamakanalen
Hvorfor er det egentlig noget særligt at sejle igennem Panamakanalen?
Panamakanalen er det man kan kalde et moderne menneskeskabt vidunder. Kanalen forbinder Atlanterhavet og Stillehavet. Ved at krydse igennem her sparer skibene for ca. 13.000 km på en tur fra Miami til Los Angeles, og kanalen er derfor enormt vigtig, når fødevarer, olie og andre varer skal transporteres fra et sted til et andet.
Panamakanalen blev bygget mellem 1904 og 1914. 82 km fra Colón til Panama City.
Først forsøgte franskmændene at grave sig vej gennem Panama. Dette viste sig at være umuligt. Mellem 15.000-20.000 mand mistede livet ved det hårde arbejde, inden man opgav projektet.
Herefter overtog amerikanerne, og de valgte heldigvis en anden strategi. Folk rystede på hovedet af dem. Det var alt for stort et projekt og ingeniørmæssigt ikke muligt. Modstanden steg i takt med dødstallet, som nåede op over 5000. Men de fortsatte og gjorde det umulige.
Det de gjorde var at lave sluser fra såvel Atlanterhavet ved Gatun og fra Stillehavet ved Panama City. Mellem sluserne lavede man en kombination af opdæmning, som skabte den store kunstige sø, Gatunsøen, og kanaler, som blev gravet og sprængt gennem bjergene.
Det giver et vandspejl, der ligger 27 meter over havets overflade, og det betød, at den mængde materiale, der skulle fjernes, var meget mindre end hvis man havde skullet grave sig igennem det hele.
Et stykke af USA i Panama
Da det var USA der havde gravet kanalen, fik de også kontrol i området, hvilket som sagt både økonomisk og militært var ekstremt vigtigt. Amerikanerne ejede nu et 8 km bredt bælte i hele kanalens længde, og området blev indtil årtusindskiftet kontrolleret af USA.
Her boede amerikanere, der arbejdede ved kanalen. De levede efter amerikanske love, og mange familier havde flere generationer af familiemedlemmer, der arbejdede ved kanalen og sluserne, der var amerikansk lods ombord på alle skibe, og hele økonomien omkring kanalen var amerikansk. USA brugte området til større industri og havde et stort antal militære baser i Panama.
Panama overtager.
Alt dette overgik til Panama nytårsnat 31/12 1999, og fra 1/1 2000 har Panama haft selvbestemmelse over kanalen og området.
I 2004 vedtog landet en udvidelse af sluse-systemerne på begge sider, således at større skibe kunne komme igennem. De nye sluser var færdige i 2016, og giver mulighed for, at skibe på over 300 meters længde nu kan passere.
Med Norwegian Bliss gennem Panamakanalen
Tilbage til vores rejse med Norwegian Bliss i Panamakanalen.
Vi er vågnet tidligt og har allerede spist morgenmad for vi er meget spændte
Vi nærmer os Gatun ved 6-tiden om morgenen d. 31/1 2024. Forude kan vi se Puente Atlántico, den nye bro fra 2019. Det er den tredje bro, der krydser kanalen. Broen har en frigang på 75 meter, så her går vi fint igennem.
Kaptajnen har besluttet, at dækket i stævnen af skibet skal åbnes under hele passagen. Vi går derud, der er en flot udsigt og det kribler lidt i maven efterhånden som vi nærmer os.
Når et Cruiseskib på 329 meters længde, 41 meters bredde skal igennem kanalen fylder den faktisk hele slusen og der er ikke meget plads at give af. Derfor bliver vi mødt af den første af de slæbebåde, der skal fragte os gennem kanalen, og vi får lodsen ombord. Vi sejler mod de nye sluser fra 2016. Skibets kaptajn havde dagen inden fortalt, at vi havde passage fra klokken 7.00.
Marine Insight havde i 2019 denne artikel om Norwegian Bliss i Panamakanalen
Første sluse
Da skibet nærmer sig slusen, tager slæbebådene helt over. De styrer skibet langsomt men sikkert ind i det første slusekammer. Her er kun lige plads nok til en slæbebåd ved hver ende af skibet. Det er deres opgave at holde de 4-5 meters afstand fra skib til kant rimelig konstant, så skibet hele tiden ligger midt i slusekammeret. Det kan tydelig høres at de arbejder hårdt på opgaven
Vi havde hjemmefra undersøgt alt hvad vi kunne om turen og har besluttet at vi vil prøve at finde en plads i bagenden, så vi kan se når de lukker slusen bag os. Vi havde forestillet os at der ville være sort af mennesker og at det ville være svært at se noget, men sådan er det heldigvis overhovedet ikke. Der er så mange forskellige steder og etager hvorfra det er muligt at se, så folk er godt fordelt. Det er en mega positiv overraskelse. Vi kan stå helt fremme ved rælingen og se lige ned.
Sluseportene begynder at lukke.
I de nye sluser er det 2 enorme porte i stål, der skydes ind fra siden. De er så store, at der er en vejbane på toppen af hver sluseport. Her passerer biltrafikken mens portene er lukket, og på land holder der køer af biler, der venter på næste “overfart”. Det er vild smart og det havde vi faktisk ikke læst om inden, så det synes vi faktisk er ret sjovt.
Nu fyldes vand i slusekammeret, og skibet skal hæves ca. 8-9 meter. Det går langsomt men pludselig er der voldsom bevægelse i vandet og noget bevæger sig hurtigt rundt. Guud jeg troede det var en delfin siger damen ved siden af mig. Det viser sig at være en krokodille der har taget turen sammen med os. Den er helt i panik og sådan en kan åbenbart bevæge sig vildt hurtigt. Den lægger sig til sidst ud langs siden og bliver mere rolig. Vi får at vide at det faktisk sker jævnligt, så vi joker lidt med at den nok skal besøge familien oppe i søen.
Herefter åbnes slusen i modsatte ende, og skibet manøvreres ind i det andet slusekammer, hvor hele proceduren gentages. Til slut igennem tredje kammer, inden vi kan sejle ind i Gatunsøen 27 meter højere oppe end vi begyndte. Det har taget godt 1½ time, og klokken nærmer sig nu 9 om morgenen.
Pause i Gatunsøen
Passagen af alle 82 km tager normalt ca. 8 timer. Kaptajnen meddeler dog, at vi først har tid ved sluserne på Stillehavssiden klokken 19.00, og at vi derfor skal ligge for anker i Gatunsøen i ca. 5 timer. Her er utrolig smukt. Opdæmningen har skabt nye naturområder, både tæt ved Gatunsøen, og i de omkringliggende områder. Vi så selv dette dagen efter, da vi var på bustur i området langs kanalen.
Her er også meget varmt. Lidt over 30 grader. Vi finder et sted i skyggen, og spiller en gang “Partners”, mens vi drikker et glas champagne. Flasken med champagne fik vi, da vi kom ombord i Miami, og nu var et godt tidspunkt at nyde den.
Passagen af Panamakanalen er et af højdepunkterne på vores cruise fra Miami til Los Angeles, så vi nyder bare turen i godt selskab. Det er råhygge på højt plan.
Videre mod Stillehavet
Midt på eftermiddagen sejler vi fra Gatunsøen og videre ind i kanalen. Vi er igen gået ud på forreste dæk, det er fedt at stå helt fremme og se skibet glide igennem kanalen.
Her er næsten 40 grader, så skibets personale forsyner os med kolde klude og koldt vand, så vi undgår overophedning, for det er virkeligt varmt.
Søren og Jan finder en plads i skyggen helt ude ved rælingen, men snart efter bliver også det for varmt, og vi forlader forreste dæk.
Vi kan se Puente Centenario forude. Den blev færdig i 2004, og var den anden bro over kanalen. Den skulle aflaste Puente de las Americas, som ligger helt ude ved Stillehavet, og indtil da havde været den eneste bro over Panamakanalen og dermed også den eneste forbindelse mellem de 2 kontinenter Nord- og Sydamerika. Det er nemlig Panamakanalen, der udgør grænsen mellem kontinenterne, selvom den ligger midt i Panama.
Panama City i sigte
Det er skønt med en rolig dag på skibet hvor vi kan nyde udsigten og se landskabet der glider forbi. Langsomt forandres det fra det bløde søområde til et mere bakket og senere næsten barsk klippeområde da vi sejler ind i en smallere kanal.
Længere fremme kan vi imellem bjergene se Panama City, som stikker op med høje skyskrabere. Så ved vi, at vi nærmer os slusen.
Klokken 19.00 bliver vi slæbt ind i det øverste slusekammer, og nedstigningen mod Stillehavet begynder. Skumringen er sat ind, og lyset forsvinder stille og roligt. 1½ time og 3 slusekamre senere er vi nede. Det er nu næsten mørkt, og byens lys står tydeligt mod himmelen.
Igen må vi vente. Vi skal under Puente de las Americas, og her er kun en frigang på 61 meter. Vi er for høje, og må vente på lavvande klokken 5 i nat. Da sover vi, og kaptajnen og hans besætning må derfor klare det sidste stykke uden os.
Endelig igennem
De klarede det. Næste morgen vågner vi ved en ny kajplads udenfor Puente de las Americas. Her er man ved at opføre en helt ny Cruise Terminal på Isla Perico udenfor Panama City. Det har været en kæmpe oplevelse at sejle med Norwegian Bliss i Panamakanalen fra Atlanterhavet til Stillehavet. Vi har hørt, at oplevelsen skulle være endnu større, hvis man sejler gennem de gamle sluser. Måske en anden gang.
Vi skal på bustur ind i landet i dag. I får lige en film, men historien må I vente med, for den er stadig under udarbejdelse.
Læs mere om vores andre Cruises under fanen “Cruise” her
Hvis du har fået lyst til at sejle i Panama så prøv dette link: