Hvilke øer skal man vælge på Hawaii ?
Øerne på Hawaii strækker sig over 2450 km. Der er i alt 132 øer, men kun de 7 er beboede. Øerne er opstået af vulkansk aktivitet fra vest mod øst. Øen Hawaii, eller Big Island, længst mod sydøst, er således både den største og den nyeste. Det er også her, der stadig er størst vulkansk aktivitet. Sammen med Maui og Oahu, er Big Island Hawaii nok også den mest kendte.
Efter 2 overnatninger på Oahu havde vi oplevet Pearl Harbor, Honolulu og Waikiki-beach. Læs om vores dage i Honolulu her.
Nu ville vi gerne opleve hvaler, vandfald, skildpadder og en aktiv vulkan. Alt dette var muligt på Big Island. Vi valgte derfor 6 dage på Big Island.
Flyet fra Oahu til Big Island Hawaii, er et af de mindste, vi nogensinde har prøvet at flyve med. Vi sad lidt klemt i sæderne, og fly-klap-bordet, er det mindste vi har set. Selve flyveturen varede ca. en time, og gik rigtig fint.
Vi fløj til Hilo, som ligger på østsiden af Big Island Hawaii. Vi havde valgt at bo her, da vi i Hilo var tættest på de vandfald vi gerne ville se, og da vores ferielejlighed lå direkte ud til vandet, hvor skildpadderne kom ind hver dag ved lavvande.
Big Island
Big Island Hawaii er ¼ større end Sjælland. Den er den største af øerne på Hawaii, og samtidig den nyeste. Her er der stadig vulkansk aktivitet, og øen vokser stadig. Der er varmest og også flest solskinstimer på vestkysten, altså modsat Hilo, så vi måtte nøjes med 20-25 grader, og en enkelt dag med regnvejr.
Vi landede i en lille bitte lufthavn. Det blev hurtigt mørkere udenfor,og det begyndte at småregne, mens vi gik mod biludlejningens skranke. Vi havde hjemmefra lejet en Convertible, altså en bil med kaleche. Ford Mustang eller lignende. Den var kun lidt dyrere end en normal-bil, men vi tænkte at give den lidt gas på Hawaii. Vi ventede noget tid. Bilen skulle lige gøres ren til os. Og så kom den. En Chevrolet Camaro Convertible. Søren og Jan var som små drenge juleaften. Kalechen var slået op i regnen, og vi fik uden besvær pakket vores håndbagage ned i bagagerummet. Herefter opstod problemerne. Hverken Henriette eller Christina er specielt høje, men da de kom ind under kalechen på bagsædet, måtte de begge bukke hovedet for at være der. De havde, som forventet, ret dårlig benplads, men vi havde ikke forudset,at der ville være så dårlig loftshøjde. Søren havde, storsmilende, fundet sig til rette i førersædet, men måtte opgive drømmen. Det gik simpelthen ikke. Pigerne kunne bare ikke være der. Måske var det gået, hvis vi havde været garanteret tørvejr hele ugen, men….
Vi byttede bilen, og det eneste ledige køretøj, vi kunne få, var en Kia. Fin bil, men langt fra en Chevrolet Camaro. Øv.
Tjek ind på Mauna Loa Shores
Tjek ind i lejligheden gik fint. Vi havde på forhånd modtaget en kode til en nøgleboks. Her lå nøgler til elevator, swimmingpool og lejlighed. Det fungerede perfekt.
Selve lejligheden havde køkken, stue med balkon, 2 soveværelser og et badeværelse. Perfekt til os. Vi havde med vilje valgt en lejlighed med rigitgt køkken, da vi gerne ville lave mad selv. Både af hensyn til økonomi og sundhed, var det bedst for os. Yderligere var der adgang til vaskemaskine, hvilket betød, at vi ikke behøvede at slæbe så meget bagage med til Hawaii. Vi var glade for vores valg, bl.a. fordi dagene på Hawaii, var billigere pr. dag end både Florida Keys og Californien.
Omkring hotellet.
Næste morgen skyndte vi os ned til stranden. Vi blev ret begejstrede, for her er utrolig smukt. Palmer, små bugter og indsøer med turkisblåt vand, og allerede på vores 1. besøg hernede, så vi en skildpadde. Den svømmede ligeså fint rundt på det lave vand, hvor den spiste alger, der groede på lavastenene.
Vi blev ikke så længe ved stranden, da vi skulle på tur. Vi ville i dag besøge 3 af de store vandfald, der ligger tættest på Hilo. Vi lavede en madpakke og pakkede køletasken med den og drikkevarer. Fra Hilo kørte vi ad vejen langs kysten mod nordvest. Op mod de berømte Akaka Falls. Senere skulle vi også besøge Umauma Falls og Rainbow Falls.
Formiddag ved Akaka Falls.
Efter godt ½ times kørsel, nåede vi de Akaka Falls. Vandfaldet ligger lidt væk fra vejen, så man skal gå et par km gennem skoven. Her er flere blomstrende træer og buske, med smukke, fremmedartede blomster, som vi aldrig har set før. Man kommer ikke helt tæt på vandfaldet, men man kan se det fra et udsigtspunkt på ruten gennem skoven, ligesom der flere steder er udsigtspunkter over dale og kløfter. Selve vandfaldet er ret smalt, 135 meter højt og det er ret smukt, når det vælter ned i kløften, omgivet af den grønne skov.
Vi går tilbage gennem skoven, og kører videre mod næste vandfald.
Frokost ved Umauma Falls.
Efter en kort køretur, nærmer vi os Umauma Falls. De sidste kilometer går gennem et meget fint have- næsten parklignende område, Umauma Experience. Her kan man ride på heste, køre ATV eller prøve hele 9 forskellige Zip-lines.
Igen kan man ikke komme helt tæt på vandfaldet, men må se det fra et udsigtspunkt i parken. Umauma Falls er i flere etager. Ligesom Akaka er vandfaldet omgivet af den grønne skov, hvilket gør det meget smuk at se på.
Vi satte os på et af udsigtspunkterne, og spiste vores madpakke, mens vi nød udsigten og lyden fra vandfaldet. Det kan varmt anbefales.
Sidste stop ved Rainbow Falls
Dagens sidste vandfald, Rainbow Falls, ligger lige i udkanten af Hilo. Rainbow falls er en del af Wailuku River State Park. Vandfaldet har selvfølgelig fået sit navn, fordi sprayen fra vandfaldet danner en regnbue, når solen er i en bestemt vinkel. Det skete desværre ikke mens vi var der. Fra parkeringspladsen kan man gå 2 veje. Lige frem, hvor man kan se det 25 meter høje vandfald forfra, eller op ad stien og trapperne, så man kan se vandfaldet oppefra. Vi gjorde begge dele. Bagved vandfaldet, kan man gå en anden vej gennem skoven tilbage til p-pladsen. Her passerer man flere store træer, bl.a. et fantastisk eksemplar af det, på Hawaii, kendte Banyan Tree. Her er stammen delt i stængler, og selve træet er gigantisk. Det er så vildt.
På indkøb på marked og i supermarked
Vi besøgte det lokale marked på vej hjem fra vores vandfalds tur. Vi så avocadoer til kr. 30,- pr. stk, selvom avocadoer dyrkes på Hawaii. Vi købte ikke noget på markedet, men tog i Walmart. Fødevarer er steget enormt i pris i de seneste år i USA, ikke mindst på Hawaii. Vi oplevede bl.a. at man forlangte kr. 84,- for en bakke med 10 æg (der var billigere æg, men de var altid udsolgt). Billigste pakke med toastbrød kostede kr. 25,- osv. osv.
Vi gik en del over vores budget til mad både i Florida, Hawaii og Californien
En tur sydpå
I dag kørte vi mod syd. Vi vil besøge Hawaii Volcanoes National Park, Punalu´u Black Sand Beach og South Point Park.
Vi kørte af landevejen mod Volcanoes National Park. Vejen går jævnt opad hele vejen. Man kan flere steder se vulkanen Mauna Loa på højre side. Mauna Loa er 4169 meter høj, og er stadig aktiv. Den var sidst i udbrud i 2022. Den dækker et areal på 5271 kvadratkilometer, svarende til ⅔ af sjællands areal. Mauna Loa er verdens næsthøjeste vulkan. Kun overgået af Mauna Kea (4207 m.), som dækker den anden halvdel af Big Island. Mauna Kea er ikke længere aktiv.
Vi stoppede ved et udsigtspunkt tæt ved kysten. Herfra kunne man se hvaler og delfiner i vandet.
USA´s sydligste punkt
Vi kørte forbi Volcanoes National Park. Den tager vi på vejen tilbage. Først skal vi ned til USA´s sydligste punkt i South Point Park. Vi kører ned ad bakke, mens vejene bliver mindre og mindre. Til sidst ender vi på en grusbelagt p-plads. P-plads er måske så meget sagt. Man smider bilen der hvor der er plads, og går så det sidste stykke ned til vandet.
Her springer unge mænd i vandet fra høje afsatser på klipperne. Vi går længere ned ad kysten. Vi kan se tårnet, der markerer det sydligste punkt. Christina og Søren når først derned. Her er fyld med hvide koraller på stranden. Her er ingen synlige tegn på, at dette sted er noget specielt. Ingen skilte, ingen bøjer. Kun det lille tårn med sømærket, så sejlerne ikke går på grund.
Vi smiler lidt af kontrasten i forhold til det sydligste punkt i Key West, hvor vi stod i kø for at se mærket, og tage et billede. Her er vi helt alene på stranden med nogle hundrede meter til de nærmeste mennesker lidt længere oppe ad kysten. Det her er DET RIGTIGE sydligste punkt i USA.
Vi går tilbage mod bilen, og kører videre.
Punalu´u Black sand Beach
Nogle Miles oppe ad kysten drejer vi til højre. Vi skal igen helt ned til vandet. Christina vil gerne opleve en strand med sort sand. Her er faktisk også en Green Sand Beach, men man kan ikke selv køre dertil, så man skal have hjælp af en indfødt i en 4 hjulstrækker, og det koster kassen. Så vi nøjes med det sorte sand.
Da vi kommer til stranden, tiltrækkes vi først af de sorte lava klipper, og da vi kigger nærmere, er en ret stor skildpadde ved at spise alger fra lavastenene. Vi bliver her et stykke tid, og Henriette klatrer lidt ned af klipperne for at tage film og billeder. Skildpadden er tilsyneladende ligeglad. Den er vant til mennesker.
Da vi har kigget på skildpadden et stykke tid, går vi over til den sorte strand. Sort sand kommer fra lava, og er ret almindelig på vulkan-øer. Henriette og Søren har tidligere set fænomenet bl.a. på De Kanariske Øer, men for Christina er det første gang.
Her er også et fint picnicområde, så vi vælger at spise madpakken her, inden vi skal videre.
Hawaii Volcanoes National Park
Efter besøget ved den sorte strand kører vi igen op ad bakke. Vi skal til Kilauea vulkanen. Den ligger på den sydøstlige side af Mauna Loa. Vulkanerne på Hawaii er såkaldte skjoldvulkaner, og er meget aktive. Der er ofte udbrud. Lavaen er tyndtflydende, og løber ret hurtigt og ret langt ned ad vulkanens sider. Disse vulkaner er mere flade i deres udformning end keglevulkaner.
Kilauea har haft flere udbrud fra 1983 til 2019. Lige nu er der ikke synlig lava, men varme gasser kommer flere steder op både i og omkring det kæmpe krater. Efter udbruddet i 2018-19, er krateret vokset til en diameter på 2,4 km. Der er veje og stier rundt om hele krateret, og man har, også mens der har været udbrud, kunnet se ned i krateret. Der er tydelige områder i krateret, og hvert område “tilhører” et bestemt udbrud.
Det er en af Sørens største drømme at kigge ned i en aktiv vulkan, og i dag skal det være.
Vi kører ind i nationalparken, og kører mod den syd-vestlige del af krateret. Eller Calderaen, som kanten af et krater også kaldes. Ved den første parkeringsplads er der flere områder, hvor gasser kommer op gennem sprækker i jorden. Nogle steder er sprækkerne så store og brede, at der er hegn foran dem, så man ikke kan falde i dem.
Gasserne lugter ikke så kraftigt som vi havde forventet, men til gengæld er der meget varmt. Hvis man stikker hænderne ind i røgen, kan man kun stå i kort tid, inden man trækker nallerne til sig. ellers brænder man sig. Vi går ud til kanten af Calderaen. Herfra kan man se det meste af krateret. Wow, det er stort, og der er røg, damp og gasser alle vegne. store tydelige områder af størknet lava viser de forskellige udbrud, og på en planche, kan man læse, hvornår der var udbrud i hvilket område. Vildt fascinerende.
Rundt om Kilauea
Vi går et stykke langs Calderaen. På kortet kan vi se, at vejen ender blindt, og at vi skal tilbage, for at komme over på den anden side af krateret. Henriette, Christina og Jan går videre langs kanten, og Søren løber tilbage og henter bilen, så vi kan mødes hvor vejen ender. Udsigten ned i krateret ændres for hvert skridt man tager. Der er hele tiden nye vinkler, revner og sprækker, røgsøjler eller lava-plateauer. Man opdager hele tiden noget nyt.
Vi sætter os i bilen og kører om på nordsiden. Også her er der et udsigtspunkt, og herfra starter en vandrerute ned i krateret. Vi kan desværre ikke nå det i dag, og beslutter, at vi vil prioritere en tur ned i lavatunnelen, og vi vil også gerne se krateret fra østsiden, tættest på der, hvor udbruddet i 2018 fandt sted. Så vi kører videre mod næste stop, som er Nahuku Lava Tube.
En tur under jorden.
For at komme ned i lavatunnelen skal man gå et stykke gennem regnskoven. Her er fugle og træer, vi aldrig før har set, og efter godt en kilometer kommer vi til indgangen til tunnelen. Her har lavaen, tæt på 1100 grader varm, lavet en underjordisk tunnel. Intet har kunnet stoppe den flydende lava, som for ca. 500 år siden flød ned ad bjergsiden her. Nu er lavaen væk, men tunnelen i bjerget er her stadig. Vi går ind og igennem. Der er lamper med passende mellemrum, men alligevel er her ret mørkt. Tunnelen er nogle hundrede meter lang, og det skærer lidt i øjnene, da vi igen kommer ud i dagslyset. Efter en kort tur tilbage gennem regnskoven, er vi igen ved bilen.
Det nyeste udbrud
Vi nærmer os nu den østlige side af Kilauea. Altså tættest på det nyeste udbrud. Vi nærmer os også klokken 16.00, og flere og flere gæster forlader parken. For at komme til det sidste, og bedste udsigtspunkt, skal man fra parkeringspladsen gå ca. 2,5 km ud og 2,5 km tilbage. Vi er nu den eneste bil på parkeringspladsen, men vi VIL se det, så vi parkerer og begynder gåturen. Vi går på en fuldstændig lige vej. Her er masser af vegetation ved vejen, og nogle steder kan vi høre det pusler inde i krattet. Vi tænker slanger? Puma? eller hvad ellers? Det er en lille smule utrygt, men vi går videre.
Og vi får fortjenesten. Dagens bedste udsigt ned i krateret er ved enden af vejen. Wow. Herfra ses alle resterne af de forskellige udbrud fra 1983-2018. Områderne er tydeligt adskilt, og der er mest røg fra det nyeste. Det var hele gåturen værd.
Vi skal ikke hjem, vi skal videre
Klokken har nu passeret 17.00. Vi har 1½ times kørsel hjem, men vi ved, at for enden af vejen, 30 km fremme, er der endnu en seværdighed, som vi gerne vil se. Nemlig Holei Sea Arch. En 30 meter høj klippebue ned i havet. Den er opstået ved at havet gradvist har ædt af klippen, og har formet buen. Når havet på et tidspunkt har ædt nok, vil buen falde sammen. Men lige nu står den der.
Vi har 2 udfordringer. 1. Vi skal skynde os, hvis vi skal nå det inden det bliver mørkt, og 2. Vi kommer virkelig sent hjem til aftensmad. Vi beslutter at tage turen. Vi kører ned af vulkanens skråninger, og passerer på vejen masser af små kratere, klippespalter, lavamarker. Her er vildt smukt, men vi har ikke tid til at stoppe. Vi kører hele tiden til grænsen af hastighedsbegrænsningerne for at nå til kysten, inden det bliver mørkt. For enden af vejen er der en lille p-plads og en bom over vejen. På den anden side fortsætter vejen, og bliver efterhånden til en sti. Nogle hundrede meter fremme står en mand med et fotostativ på en klippe. Vi gætter på, at han vil filme solnedgangen i buen. Vi skynder os.
Vi når det lige. Der er stadig lys nok til at se buen, og tage billeder. På vejen tilbage tager vi det roligt. Det er nu næsten mørkt. Ved bommen møder vi et ungt par. De kommer løbende, og spørger om der er langt. “Et par hundrede meter”. De sprinter videre. Håber de når at se lidt inden det bliver helt mørkt.
Smuk morgen efterfulgt af regnvejr
Vi er tidligt oppe i dag. Henriette og Søren skal ned til vandet. Der har været højvande, og måske er der skildpadder. Vi drøner afsted uden morgenmad. Vejret er godt, og morgenlyset er vildt smukt. Vi kan se Mauna Kea fra vores strand, men her er ikke ret mange skildpadder.
Vi går tilbage igen. Jan og Christina skal på tur i dag, vi bliver hjemme. Vi spiser sammen inden de kører.
Da de er sendt godt afsted, hygger vi os med spil. Henriette lærer Søren at spille Backgammon, og han banker hende 3 gange i træk. Vi går ned til vandet igen.
Pludselig blæser det op, og det begynder at regne. Det bliver ret vildt. Senere lægger vinden sig igen, og det er bare en stille støvregn. Det er fedt her i varmen.
På tværs af øen
I dag skal vi til vestkysten. Der er lidt mere end 100 km derover. Vi skal køre på “Saddle Road”, “Saddel Vejen”. Vejen hedder sådan fordi den ligger i fordybningen mellem Mauna Loa og Mauna Kea. Man kører altså op den første halvdel af turen indtil man når ca. 2000 meters højde, og herefter kører man ned på den anden side af Big Island Hawaii. Næsten hele vejen kan du se verdens 2 største vulkaner på hver side af vejen. Efterhånden som man kommer opad, ændrer vegetationen sig gradvist. Træer og buske bliver mindre og mindre, og til sidst er der øde. Heroppe kan ingenting vokse, og det er kun lava klipper på begge sider af vejen.
Da vi er kommet ned på den anden side, bliver Henriette og Søren sat af ved havnen i Kailua. Vi skal ud og se på hvaler. Vi havde valgt denne dag meget omhyggeligt. I dag er der mest sol og mindst blæst, så vi tænkte, at det var den bedste dag at se pukkelhvalerne. Vi håber at se dem springe. Enten i parringsleg, eller fordi de springer op med åbent gab gennem en fiskestime. Måske ser vi en mor med unge? Mulighederne er så mange på Hawaii.
Turen blev ikke, hvad vi havde håbet. I går regnede og stormede det. Hvalerne bruger rigtig meget energi i den slags vejr, og er derfor trætte og ugidelige i dag. Det havde vi slet ikke overvejet. Rookie Mistake. Vi så hvaler, og vi så dem også relativt tæt på. Højdepunktet er mor med unge, som ses i filmen. Men alt i alt var det en skuffelse.
Vi har set hvaler flere steder i verden, og Hawaii skulle have været højdepunktet. I stedet blev det bare “endnu en tur i rækken”.
En dag i lokalområdet
Som skrevet i indledningen består Hawaii af 132 øer. Vi har indtil i dag besøgt 2, nemlig Oahu og Big Island Hawaii. I dag skal vi besøge Coconut Island, eller Moku Ola på lokalsproget. Øen er forbundet til Hilo med en gangbro. Selve øen er ca. 60-70 meter i diameter. Der er toilet og picnicområde, palmer og klipper. På øen står en stormflodssøjle, der viser hvornår øen, og Hilo, har været ramt af oversvømmelse. Gåturen øen rundt tager ikke ret lang tid, men har du madpakken med, er det et perfekt sted til en udflugt. Et forældrepar var ved at dække bord til et børnearrangement, som skulle holdes på øen. Vi gætter på fødselsdag eller sportsarrangement.
Efter Coconut Island gik vi også tur i Lili´uokalani Gardens. Her er små søer i den smukke japansk inspirerede have. Fin oplevelse.
Richardsons Ocean Park
Efter frokost hjemme, tog vi ned til Richardsons Ocean Park. Det ligger nogle hundrede meter længere ude af kystvejen i forhold til Mauna Loa Shores, hvor vi bor. Vi havde fået et tip af nogle lokale, som fortalte at der ved Richardsons altid var flere skildpadder end ved hotellet. Og det havde de ret i. Vi havde et par gode timer, hvor vi så rigtig mange skildpadder. Vi så også den lokale ungdom, der øvede sig på deres mini-surfboards eller lå og snorklede i de små laguner. Et par af drengene fik sig dog en forskrækkelse. Pludselig røg de op ad vandet, nærmest i panik. Vi stod oppe på en klippe tæt ved, og kunne derfra se årsagen til deres forskrækkelse. En kæmpe skildpadde, med en diameter på skjoldet på over en meter, var pludselig kommet til syne i den lille lagune, hvor de 2 drenge plaskede rundt. De fleste skildpadder vi så, var mellem 40-60 cm i diameter, men denne var enorm. Tror også vi var blevet bange, hvis vi havde ligget der og snorklet.
Så skal der pakkes. I morgen flyver vi til LA
Sidste aften på Hawaii. Søren og Jan tjekker op på hotel og billeje i Californien, og så er det ellers tid at pakke kufferten. Hawaii har været fantastisk. Så mange oplevelser samlet på et sted.
Man kan se vandfald, hvaler, vulkaner og skildpadder mange steder i verden, og der findes måske også større naturoplevelser end her, men det er nok her, hvor der er mest natur samlet på et sted. Big Island. Er du til naturoplevelser, skal du vælge Big Island Hawaii, eller Hawaii Island, som den retteligt hedder.
På Oahu får man storbyen Honolulu og Waikiki Beach. Man kan også køre op til den nordlige del af øen og se Surfers Paradise.
Maui er mellemtingen. Natur og turisme. Vi ved ikke helt hvordan der er på Maui efter skovbrandene.
Sidste køretur over Saddle Road. Vi skal flyve fra Kailua-Kona, som ligger på vestsiden af Big Island. Lufthavnen her er en oplevelse i sig selv. Små pavilloner udgør lufthavnsbygningerne, og venteområdet ved gaten er udendørs, hvor man kan sidde ude eller i en udendørs pavillon. Meget specielt.
Vi vinker farvel til 8 dage fulde af oplevelser, vi aldrig vil glemme. Det er ikke sandsynligt, vi kommer her igen, men minderne har vi med os.